Livet har været lidt tungt for nylig og jeg har været træt. I morges besluttede jeg mig at tage en tur ned til havet, for at se om jeg kunne komme i kontakt med hvorfor jeg følte mig sådan.

Jeg satte mig ned på stranden ved vandets kant, lukkede mine øjne og begyndte at tage nogle dybe indåndinger. Med det samme kunne jeg mærke, at energien i mit solar plexus begyndte at rotere lidt hurtigere. Jeg kunne i mit hoved 'se' de forstyrrende energier. Der var ubalance i både min psyke samt min krop, men de var dybt forbundet.

Jeg var blevet for mental (åh nej! ikke igen!). Jeg grinede lidt af mig selv og var imponeret over, hvor nemt det er at falde ind i denne fælde - gang på gang!

Dag efter dag har jeg siddet ved mit skrivebord og arbejdet. Aften efter aften har jeg gjort det samme. De eneste gange jeg har været udenfor var for at købe kaffe og cigaretter!

Jeg har ikke haft overskud til meget andet. Det har også været svært at være sammen med min familie og jeg savner dem.

Hvordan kan det være at vores tanker styrer vores liv så meget? Er vores tanker mere vigtige end vores følelser? Hvis ja, hvornår og hvorfor er det sket?

Vi kunne snakke om vores travle hverdag, eller huslejen, eller sådan er det moderne samfund. Vi kunne pege fingre ad utallige ting som undskyldning, men faktum er, at det er vores beslutning, vores ansvar. Vi kan ændre attitude ved en enkelt tanke, og denne enkelte tanke kan åbne os op til en hele masse følelser som vi har gemt væk.

Der fløj en krage over hovedet på mig og kaldte flere gange. Jeg kiggede på den og vidste at jeg skulle med. Jeg stod op (handling) og kragen fløj væk i et stort sving mod en lille skov af fyrretræer bag ved stranden. Jeg gik langs stranden indtil jeg fandt et sted, hvor jeg kunne komme igennem. 

Kragen kaldte igen. Tålmodighed. Jeg hoppede ned fra det sidste stykke af sandbanken på græsset, som føltes utroligt blødt under fødderne, selvom det nu er sidst i november. Det skabte en følelse af tryghed hos mig.

Jeg var gået lidt for langt forbi skoven og skulle tilbage et par hundrede meter. Mens jeg gik mod træerne lagde jeg mærke til hvor mørk og firkantet den lille skov var. Lige pludselig var den ikke så indbydende alligevel. Min ven kaldte igen på mig inde fra træerne. Mod. Jeg bedte om hjælp til at 'komme igennem' og tog så de sidste par skridt ind igennem træerne.

Med det samme var der stilhed, så meget faktisk at jeg var nød til at gå ud igen og tjekke støjniveauet. Sikkert nok - da jeg kom ud af skoven blæste vinden højt og jeg kunne stadig høre bølgerne fra vinter havet. Igen gik jeg ind iblandt træerne, igen var der stilhed. Jeg var glad. Jeg var varm og følte mig tryg.

Skoven var meget lys og åben. Jeg gik lidt rundt imellem træerne og til sidst satte jeg mig ned, efter at have bedt et træ om tilladelse. Det bød mig velkommen. De fleste af træerne var tynde for nåle, men ikke dette træ. Her var der overskud til mig. Jeg satte mig op af træet og lod mig blive opfyldt af det jeg manglede.

Da vi var færdige, takkede jeg træet, skoven og min uventede ven - kragen. Nu var jeg en del af noget - igen.

Publiceret alternativinfo: 27-10-2001

Relaterede artikler: 
Shamanisme - en kort introduktion af healer Chris Freeman

Home > Artikler > En uventet ven
03-12-2011

ANNONCE: