Alternativinfo
er ved at skifte layout, hvorfor siderne kan vises forskelligt, og der kan forekomme forstyrrelser i driften.
|
|
Sandhedens
endeligt |
|
Af
Michael Barnett |
Når du er på den spirituelle vej synes det meget vigtigt at være autentisk, at være tro mod den du er. Og hvis du ikke føler at du i en given situation er autentisk, er det naturligt at søge en sandere og dybere ægthed.
Når vi får en følelse af, at vi er virkelig meget ”os selv”, er det en god følelse. Vi føler på en måde at vi er blevet ét med os selv, og det føles så sandt og rigtigt som det overhovedet kan være.
Men det at være autentisk betyder kun noget i det øjeblik du har et selv. I det øjeblik du lægger selvet bag dig finder du ud af at det at være autentisk ikke betyder særligt meget, fordi du ikke længere er selvet.
Når du lægger selvet bag dig er du stadig i stand til at føle hvad der er autentisk – hvilken handling du ville foretage, hvordan du ville reagere i en given situation eller i forhold til en given person. Alt dette kan du på en måde stadig føle. Men du ser samtidig, at du kan vælge noget andet. Du kan beslutte dig for ikke at tale i stedet for at tale, ikke at smile i stedet for at smile, eller smile i stedet for ikke at smile. Du kan føle det der er hinsides din egen ægthed.
Ægthed er en personlig ting. Alle mennesker har deres egen personlige ægthed. Men når du lægger egoet bag dig, bliver hele ideen om personlighed om ikke irrelevant, så dog af mindre betydning. Og så er du i stand til at lege. Det er det hinduerne mener, når de siger at livet er en leela.
Selvfølgelig kan et autentisk menneske også lege, men bagved legen er der stadig denne følelse af at ”sådan er jeg”. Men når du forlader egoet kan du give plads til noget andet uden at føle at du forråder dig selv eller sandheden - fordi du har indset at selvets ægthed er en meget begrænset sandhed. Det er din sandhed, men det er en begrænset sandhed. Det er sandheden set fra én synsvinkel. Og selvom denne synsvinkel bliver mere universel gennem dit arbejde med dig selv, er det stadig en personlig synsvinkel. At forlade selvet er derimod at komme ind i en almengyldighed hvor alle personligheder i verden, inklusiv din egen, på en måde blot er ting. Disse ting kan være blændende smukke, men de er ting. Så alt det arbejde du gør med dig selv på den spirituelle vej - at forfine selvet, at åbne selvet, at blive mere autentisk, at være tro mod dig selv – alt dette er nødvendigt, men det er kun et begrænset mål. Du har måske en masse fine kvaliteter, - måske er du succesfuld, omsorgsfuld, kærlig eller generøs, men alle disse kvaliteter er ikke endemålet for den spirituelle rejse.
En munk spørger sin spirituelle lærer: ”Hvad er Tao? Hvad er Buddha?”, og læreren siger: ”Kan du høre lyden fra floden?”. Munken svarer: ”Ja”. Og læreren siger: ”Gå ind derfra”. Og jeg spørger, om du kan høre lyden fra havet. Og hvis du kan, så gå ind derfra.
Når du hører havet er der ikke nogen tanker. Det er der ikke brug for. Der er ikke brug for én der siger: ”Jeg kan høre havet”. Havet frembringer en lyd og vi er i stand til at høre den lyd, og lyden og det at høre lyden og den der hører lyden er en og samme ting. Du føler ikke tre ting når du hører lyden. Du tænker ikke: ”Jeg lytter til lyden”. Der er kun den direkte lyd. I dig. Lyden er i dig.
Og når du er i denne tilstand, og er i stand til at forblive i den i et stykke tid, får du måske et glimt af at al din tænkning og alle selvets projekter kun er spil vi spiller. At finde din ægthed er det samme som at opnå en vis succes i det spil, og dette fortjener stor ros og anerkendelse, - men det er på ingen måde slutningen på rejsen.
Hvis dit endemål er at være autentisk låser det dig fast, for så er du nødt til altid at være autentisk, og så er du stadig begrænset. Det er, indrømmet, den bedst mulige form for begrænsning, og det føles måske ikke som en begrænsning, fordi ”Jeg er autentisk, så hvordan kan det være en begrænsning, det er jo sådan jeg bør være?”. Det føles ikke som nogen begrænsning, men det er det.
Fra selvets synspunkt er det ikke nogen begrænsning, det er det endegyldige mål. Men fra ikke-selvets synsvinkel er det fuldførelsen af et spil du har spillet – det spil du spillede gennem den del af dit liv hvor du identificerede dig med selvet. Så når man identificerer sig med selvet er den ultimative præstation er være fuldstændig autentisk, at være tro mod den du er.
Men forestil dig at du pludselig springer ned fra bjerget og ser på det og siger: ”Sådan er jeg, det er min ægthed, men min ægthed er som en bjergtop – det er Mount Everest i mit eget selv’s landområde. Fantastisk”. Men når du betragter det udefra ser du at det er et landområde. Det var dit landområde. Der boede ingen andre end dig. Du havde måske mange venner, kærester, familie, men det var stadig dit eget landområde og kun du boede der. Du fuldførte rejsen alene og du nåede bjergtoppen alene. Og det skal du være glad for og stolt over. Det er smukt at være autentisk. Men hvor går du hen når du er nået op på toppen af bjerget?
Der er kun en vej at gå når du når toppen, og det er mod himlen – eller havet. Så forlader du bjerget og dit eget landområde. Og når du er i himlen kigger du ned og siger: ”Der er mit landområde og der er Everest, og der er det jeg har nået i mit liv gennem mit engagement og mine præstationer, gennem meditationer og udforskninger, gennem hjælp fra andre mennesker – jeg nåede toppen af bjerget. Fantastisk! Men nu ser jeg ned på det og ser at mit landområde er et begrænset område. Og jeg ser at jeg i virkeligheden kan lande hvorend jeg vil. Jeg behøver ikke lande på bjergtoppen og leve udfra dens sandhed. Nu hvor jeg har fundet min ægthed, min bjergtop, føler jeg mig ikke bundet til at lande på den og tale udfra den, handle udfra den, leve udfra den”.
Og så kan du lande hvor som helst. Du kan vælge at ignorere hvad bjergtoppen har lyst til at gøre, og i stedet gøre hvad dalen har lyst til at gøre, hvad haven har lyst til at gøre, hvad bakken har lyst til at gøre, hvad træet har lyst til at gøre i din have, i dit landområde.
Men du behøver ikke at nå helt op til bjergtoppen før du springer. Du kan springe når du er halvvejs oppe af bjerget. Og dybest set kan du slet ikke springe. For din beslutning om at springe resulterer kun i at du lander igen på samme sted. Et virkeligt spring sker kun når jorden under dig forsvinder. Springet på bjerget før du når toppen kan kun ske når du virkelig giver slip på hele din binding til ideen om at have et selv, der skal udvikles til fuldkommenhed, eller i det mindste afdækkes i dets dybeste ægthed.
Du er stadig nødt til at foretage denne rejse, og rejsen kræver stor koncentration. Som en eller anden har sagt det, så er hvert øjeblik for den spirituelt søgende en krise. Hvert øjeblik er der noget man prøver at forstå, prøver at forandre, prøver at transformere. Hvert øjeblik er der noget. Så det kræver stor koncentration. Og jeg siger at du er nødt at koncentrere dig, det er klart, men forstå samtidig at det hele en dag skal smides væk. Og måske skulle jeg ikke sige det, for du kan ikke smide det væk før du forstår det. På den anden side kan du smide det væk når som helst. Derfor siger jeg det.
Så du ser på selvet fra et sted hinsides selvet, og du ser at dette selv, dette gamle selv som du levede i, siger: ”Jeg kunne godt tænke mig at gøre dit. Jeg ønsker virkelig at dat sker. Jeg ønsker kun at opnå dit. Jeg vil gerne sige dat”. Og fra stedet hinsides selvet, ser du på det og siger: ”Og hvad så? Det er ikke vigtigt. Det er ligegyldigt. Det vil ikke længere kunne tilfredsstille mig. Jeg ville stadig nyde det, selvfølgelig, fordi det er min natur, sådan er min personlighed, så selvfølgelig vil jeg nyde at gøre ting jeg gerne vil, og nyde at de lykkes”.
Det er det livet drejer sig om for de fleste mennesker, både for de der er spirituelt søgende og de der ikke er det: At få tilfredsstillelse gennem handlinger, relationer, præstationer – følelsen af at vi er autentiske. Det er det der giver os en følelse af glæde. Men hvis du bevæger dig hinsides selvet, er du ikke længere afhængig af alt dette for at føle dig hel og glad. Du har fundet glæden og helheden og fuldbyrdelsen i selvets fravær. Og så siger du: ”Hvis jeg opfører mig på den måde, eller gør dette, så får jeg en ekstra fornøjelse ud af det, men det er ligegyldigt. Jeg kan lege og gøre noget fuldstændig anderledes. Jeg kan droppe hele ideen om at få dette fra denne person. Jeg kan bare droppe det. Det er ikke vigtigt. Jeg føler ikke at jeg er blevet berøvet noget. Jeg føler ikke noget tab”.
Vi holder alle af at gøre ting, der giver os et kick. Vi vil gerne gentage dem for at få endnu et kick. Sådan er livet almindeligvis. Det er det vi søger, de øjeblikke hvor vi siger: ”Hvor er det bare godt, at det skete! Der skete de her fantastiske ting for mig, det er bare så godt!”. Men fra stedet hinsides selvet ser du at du sidder fast. Det føles måske ikke sådan når du er i det, men måske kan du hoppe ud af det i et kort øjeblik og se at du sidder fast.
”Jeg er fokuseret på det der føles som et sandt udtryk for min natur, på de ting der harmonerer med min natur, og det er smukt. Hvad kan være smukkere end det? Jeg er ét med mig selv og jeg prøver at finde et sted hvor jeg og de ting der sker for mig, kan være i balance, hvor de kan mødes. Jeg har opnået en vis succes med det, jeg føler virkelig at det fungerer”. Fremragende! Storartet! Jeg bagatelliserer det på ingen måde. Hvordan skulle jeg kunne gøre det, når jeg selv er gået gennem hele den proces? Men bagefter kan du give slip på det hele, blive rolig og stille og sige: ”Nå ja, jeg kunne lige så godt reagere på den måde”. Er det autentisk? Tja, det er ikke noget relevant spørgsmål mere, for du er ikke længere optaget af at være autentisk.
Så når alting bare er som det er, når alt er ét, har det der er autentisk, og det du bare har lyst til at gøre og det du kunne gøre samme gyldighed. Hele hierarkiet mellem ægthed og uægthed forsvinder, hele hierarkiet mellem bjerge, bakker, dale og søer i dit landområde. Der er ikke længere noget hierarki.
Nu har du måske fået et glimt af hvilken enorm frihed det er.
Når nogen bevæger sig ind i din verden, konfronterer dig eller møder dig på en eller anden måde, taler til dig eller handler overfor dig, så reagerer du enten udfra sædvane, en mekanisk reaktion, eller, hvis du er kommet lidt længere, ved at sige: ”Okay, hvad er min autentiske reaktion på det her?”. Og når du finder den sande reaktion, kommer den som oftest med stor styrke og kraft: ”Sådan er jeg”. Bang! ”Hvor godt! Det er min reaktion, og det har jeg det godt med”. Men når du kommer hinsides egoet føler du overhovedet ikke den samme forpligtelse til at reagere i overensstemmelse med din sande natur. Du kan godt føle hvad du normalt ville gøre i en given situation, men så siger du: ”Jeg behøver ikke at gøre det. Jeg er fri. Jeg er fri for min egen sandhed. Jeg er fri for min egen personlige sandhed, som jeg har ledt efter hele mit liv”.
Deltager: Bliver man så ikke mere autentisk på den spirituelle vej? Forstår jeg det rigtigt, at det ikke at målet at blive autentisk? Siger du at det kan være fastlåsende?
Nej, jeg sagde ikke at det ikke er et mål, jeg sagde at det er et rigtig godt mål. At så længe man har et selv - og ethvert forsøg på at lade som om at man ikke har det, er påtaget og falsk – er det et rigtigt godt mål at stræbe efter. Og hvis du går den spirituelle vej, får du en masse forståelse og bearbejder en masse frygt, - frygt, der blokerer vejen til din ægthed. Du er nødt til at se, at det er mere vigtigt at være tro overfor dig selv end at gøre andre mennesker tilfredse. Du er nødt til at tage nogle risici. Du vil opleve forskellige former for smerte. Men du går stadig videre.
Så det at søge efter en større og større ægthed er mere end blot at gå efter en fremtidig gevinst. Du opnår samtidig at selvet bliver mere afslappet. Det er ikke bare det at du kommer op på toppen af bjerget, undervejs får du samtidig gjort op med en masse ting i dig selv. Det er du nødt til, for ellers kan du ikke være autentisk, fordi der vil være for mange ting der hindrer dig i at være det. Så jeg siger, at det er et rigtig godt mål – det var også mit mål engang – men det er ikke enden på historien. Pointen er, at det du opnår er selvets ægthed, men selvet har faktisk ikke nogen endelig realitet. Det har ingen endelig realitet. Det er et spil, du har spillet.
Du har et selv. Det har vi alle. Friheden ligger ikke i at man ikke skal have et selv – det er ikke det, jeg mener. Du er nødt til at have et selv. Men når vi tror at virkeligheden er på den måde: ”Det er sådan jeg er, dette selv”, så er det at vi prøver at gøre det mere smukt, at forskønne det, at gøre det mere dit og dat. Men når du har opnået det mål, har du en chance for at indse, at: ”Det er enden på en rejse, selvets rejse. Og nu kan jeg se, eller få et glimt af, eller erkende, at det selv jeg fuldstændiggjorde er en lokal virkelighed. Det var en udvikling, der skete udfra et liv blandt mennesker med visse værdier og holdninger, og jeg forstår nu at det at forblive der er det samme som at sidde fast, for så vil jeg for evigt blive holdt fanget af min egen ægthed – som er smuk, men som ikke er det ultimative mål”.
Troen på selvets ægthed inkluderer en tro på selvets ultimative eksistens. Men hvis du kan komme hinsides selvet flyver du væk fra dette landområde hvor ægthed er højdepunktet, og så ser du dig tilbage og siger: ”Det var sjovt, og jeg fandt ud af en hel masse ting om det landområde jeg boede i, og jeg fandt højdepunktet i det, men min sandhed, mine sande rødder, befinder sig ikke i det landområde, mine sande rødder er i tomhed, i rum, i hele universet. Der befinder mine sande rødder sig. Så jeg er nødt til at flyve væk, springe ud”.
Og jeg siger, at selvfølgelig kan du også få denne indsigt undervejs. Men erkendelsen kommer hurtigere, når du har nået toppen, for hvis du føler at du mere eller mindre har fundet din ægthed, så tænker du: ”Hvad skal jeg nu stræbe efter? Hvad ønsker jeg mere at opnå end min egen personlige ægthed?”. Der er ikke meget tilbage. Selvfølgelig kan du beslutte, for eksempel, at hjælpe de nødlidende i verden. Du kan sætte dig et socialt mål: ”Nu kan jeg glemme mig selv, for nu har jeg fundet min ægthed. Nu vil jeg gerne hjælpe andre mennesker”. Og så kan du vie dit liv til at gøre alt hvad du kan for at hjælpe de underpriviligerede og de der lider. Det kan du gøre. Og så behøver du aldrig forlade dit landområde. Så spiller du det spil udfra din autentiske tilstand, og det gør du meget bedre end hvis du spillede spillet udfra en mere halvhjertet indgangsvinkel. Men stadig er det sådan, og det står helt klart for mig, at spillet er begrænsende fordi det er indskrænket til selvets landområde, og når du engang finder din ægthed, så sidder du fast i altid at skulle udtrykke din ægthed. Så du føler måske ikke at du har brug for frihed, for det føles dejligt at være autentisk, men fra en tilstand hinsides ser du at du begrænser dig selv til hele dette trossystem, til denne ægthed.
Dit engagement i din ægthed hører sammen med et engagement i selvets eksistens, fordi ægtheden er selvets højdepunkt. Og jeg siger at det ikke er sandheden. Og hvis man kan få en fornemmelse af det, betyder det ikke at du ikke stadig går efter din ægthed, det betyder måske at måden du gør det på bliver mere afslappet, mere legende, mindre desperat. Du kan slappe en smule af og sige: ”Nåja, okay, jeg gør det her, men jeg har fået et glimt af at i den sidste ende er der under alle omstændigheder ikke noget virkeligt selv, så jeg leger at jeg finder højdepunktet i noget, der ikke er virkeligt”.
Publiceret
alternativinfo: 29-05-2004
Home
> Artikler > Sandhedens endeligt
14-12-2021 |
|