Vi erkender verden som én verden og det er ganske naturligt, at vi har en stærk drift efter et sprog eller en begrebsramme, som kan beskrive hele den store mangfoldighed. Den bibelske myte om Babelstårnet handler om mennesker, hvis sprog er tæt knyttet til livet og dets mening, men som, når de misbruger dette livets eget sprog og gør sig lig skabermagten, kun opnår, at sproget falder fra hinanden, sprogforvirringen indtræffer. 

Nu søger videnskaben så efter en forklaringsmodel som kan slå bro over de tilsyneladende modsætninger mellem kernekræfter, elektro-magnetiske kræfter, tyngdekraften mm., en enhedsteori.

På den anden side laver såkaldt spirituelt indstillede mennesker ambitiøse modeller med korrespondancer på kryds og tværs mellem psykiske og fysiske niveauer. Man vil her ofte møde systemer, hvor man lægger meget vægt på, at en bestemt farve svarer til en bestemt tone, stjernetegn, chakra, vokallyd osv., idet man ofte glemmer, hvor begrænsende det kan virke, når man tvinger bestemte associationer frem mellem forskellige områder. 

Fascinationen af enhedssproget har vel sin rod i oldtidens mysterietraditioner, hvor stjernerne og geometrien havde hemmeligheder, musikken, sproget og arkitekturen ligeså. Disse mysterier blev varetaget af en magtfuld præstestand, og var således i høj grad forbundet med sjælelivet. Og så forskellige områderne kan synes, blev de knyttet sammen af eet sakralt sprog. 

I det følgende skal vi se på sporene af ét samlet sprog "for det hele", som faktisk har eksisteret og fungeret i forskellige historiske sammenhænge.

Ofte skelnes mellem vestlige og østlige udtryk for spiritualitet, selvom det vel ret beset er lidt bagvendt, at spiritualitet som sådan sættes i forbindelse med noget geografisk, da det jo i sin natur er universelt. De spirituelle traditioner bygger da også på fundamentale strukturer, som er fælles for alle mennesker, og hvis man følger dem i retning af deres udspring, har mange af dem fælles ophav. I vores område af kloden er der sket en stor udveksling af ideer og begrebsdannelser i Mellemøsten, hvor jøderne bl.a. har penduleret frem og tilbage mellem landflygtighed i hhv. Ægypten og Babylon, hvor man havde højt udviklede civilisationer. Men forbindelserne har også i oldtiden for ideernes vedkommende krydset videre grænser: fra og til bl.a. Grækenland, Persien, Indien og Kina. 

Et område som utvetydigt er fælles gods for alle mennesker er tal og det at tælle. I en tid hvor man med computernes binære system (binær=baseret på to tal) bygger omfattende virtuelle verdener, og hvor kommunikation og formidling er digitaliseret (digit=tal-enhed), kunne man godt ønske sig, at der vågnede en sans for tallenes værdi ikke blot som praktisk redskab, men deres egentlige væsen, deres kvalitet. Vi har jo et så fleksibelt og pudsigt fungerende sind, at vi uden videre bruger ordet VÆRDI om alt hvad der kan måles og vejes: tid, længder, vægt, fysiske størrelser over en bred kam foruden lige den ultimative værdimåler: PENGE! Men i næste øjeblik betyder ordet de "sande" værdier: Oprigtige følelser, dybere mening osv.

Og jo, man kan i høj grad snakke om tal som et udtryk ikke kun for kvantitet, men også kvalitet. Hver af elementerne i talrækken afslører dybder og hemmeligheder hvis vi går til dem med den indstilling: 

1 bliver således ikke bare det første og mindste tal i en række, men taler med sit væsen som "det eneste" og dermed i virkeligheden "alting", enhed.

2 sporer os ind på dualitet: godt-ondt, varmt-koldt, syre-base, mørke-lys, udvidelse-sammentrækning osv.

3 hjælper os til at forstå fortid-nutid-fremtid, subjekt-objekt-verbum, tese-antitese-syntese, krop-sjæl-ånd, far-mor-barn, de religiøse tre-enigheder, rummets højde-bredde-dybde osv., geometrisk repræsenteret af trigonen.

Og med 4 er vi midt i de fire elementer, fire kardinale retninger, fire elementer, fire årstider og livsaldre og geometrisk talt: kvadrat og kors. 

Desværre er de "esoteriske" tal-discipliner som florerer i mange miljøer i denne tid ofte mere end almindeligt banale, skønt de udspringer af systemer, som i deres grundvold er dybsindige og forbinder de universelle tal med noget andet ligeså universelt: lyd. At forbindelsen findes er indlysende fordi lyd kan forstås som et bølgefænomen, der tolkes i kraft af frekvens (tid) og bølgelængde (rum), altså noget som kan måles og tælles. Men lyd er nu engang et ret omfattende studium, så når man blot sætter en masse lighedstegn på kryds og tværs mellem lydenes symboler (bogstaverne) og tallenes, ender man ikke nødvendigvis med noget, som er sandt i dybere forstand. Fremmedgørelse overfor livets fundamentale elementer er ikke mindre udtalt i "esoteriske" kredse end i alle mulige andre.

I overskriften er der blevet lovet, at dette vil handle om chakraer og musik, men for at det skal blive blot antydningsvist anstændigt, bliver vi nødt til at gøre en del grundlæggende betragtninger. Nogle vil måske synes, at opremsningen af alle de mange tal vil gøre det følgende tungt fordøjeligt, men prøv så at tage det let! -Måske det kan blive et afsæt til en ny forståelse af at også de operationer vi udfører med tallene: plus-minus, gange-dividere, potens og kvadratrod også har en indbygget mening.

Ligesom det er overset, at en kulturs musikalske stemningssystem har en kolossal betydning for dens æstetik og hele udvikling, og at man kan komme langt ved at studere, hvordan stemningssystemerne har udviklet sig med deres forskellige musikalske muligheder gennem historien, så er det også vigtigt at forstå, at tallenes kultur spejler en meget vigtig del af vores bevidsthedsliv.

At babylonerne og deres forgængere sumererne f.eks. på basis af et 60-talssystem for over 4000 år siden kunne lave operationer, som den europæiske kultur først indhentede i 1600-tallet; hvordan ægypterne jonglerede med brøker og den revolution på flere fronter som indførelsen af nullet i det vestlige talsystem betød (det tog os et par hundrede år blot at vænne sig til ideen, som blev indført omkring år 1200). Det er alt sammen føde med masser af næring for den, som vil forholde sig til hvordan vores bevidsthed udvikler sig. 

Vi skal starte på hjemmebane, Europa, med 3 og 4, og med de første spirer som brød op til et uddannelsessystem gennem middelalderens sorte muld. Det, som i vore dage afspejler sig i de humanistiske studier overfor de naturvidenskabelige, var det såkaldte trivium og kvadrivium:

Trivium var det humanistiske område, studiet af ånden og dermed sproget. Disciplinerne var her grammatik, retorik og dialektik. Studiet var bestemt ikke så tørt som vores associationer til begreberne kunne forlede til at tænke, og var en forberedelse til det egentlige studium af ånd i form af teologi. Trivium udtrykte sig gennem Åndens skabende ord i tale og skrift.

Kvadrivium var det naturvidenskabelige studium, som var sammensat af disciplinerne aritmetik, geometri, astronomi og, hold nu godt fast, MUSIK! Ved nærmere eftertanke og betragtningerne om, at musik kan beskrives som et samspil mellem tid og rum, bølgelængde og frekvens, er placeringen af musik i den sammenhæng knapt så besynderlig. Musik er anvendt aritmetik, astronomi anvendt geometri. De 4 discipliner i kvadrivium udtrykker sig alle gennem tallenes sprog, idet man greb tilbage til, hvad man havde erkendt i oldtiden, hvor der var en decideret videnskab om de skabende æstetiske PROPORTIONER eller forhold, som vi kunne sige med et mere almindeligt udtryk.

Musik har alle dage været et felt, som har fascineret både skønhedselskere og fantasidyrkere på den ene side og meget rationelt tænkende mennesker på den anden. Mange oplever, at musikken burde kunne få disse to ofte alt for adskilte dele i mennesket til at mødes. I oldtiden var der nok betydeligt større vægt på det videnskabelige, det filosofiske eller spekulative i musikstudiet end nu, hvor det i høj grad handler om form, metode, formidling og teknik.

Raphaels Sixtinske Madonna (Sistine Madonna / La Madonna di San Sisto) Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden.

Med kvadrivium og trivium har vi et billede af den åndelige erkendelse, der hviler på den naturvidenskabelige som en triangel på et kvadrat, som et tag på et hus, eller som man kan se det i kompositionen i meget af den religiøse malerkunst i bl.a. renæssancen: Ofte vil den nederste del af billedfeltet være komponeret efter et kvadratisk princip og det øvre efter et trigonalt. Et sted at begynde på den slags studier kunne være Raphaels berømte Sixtinske Madonna, som har nævnte kompositoriske opbygning, og hvor forholdet mellem bredden og højden er 3:4 (læses:3 til 4). En diagonal i højden således skaber den pythagoræiske retvinklede trekant med siderne 3, 4 og 5, men det er i sig selv en lang historie. 

At musik og aritmetik hænger sammen er hurtigt belyst gennem lovmæssighederne i naturtonerækken, også kendt som overtonerækken. For hver gang en lyd frembringes, synges eller spilles er det ikke blot en enkelt bølge man hører, men flere bølger som virker sammen, reelt en klang.

Den simple aritmetiske række 1, 2, 3, 4, 5,… siger uendeligt meget om musikkens væsen, fordi den frekvens vi identificerer en tone efter har overtoner som svinger med, og det gør de med frekvenser som er 2, 3, 4, 5,… gange så hurtige som primærtonen (som jeg vælger at kalde det i denne forbindelse, begrebet grundtone relaterer til skala og melodi). 

Sammensætningen af overtoner er forskellig fra instrument til instrument, fra stemme til stemme, og giver sig udslag i den karakteristiske klang som vi altid kan genkende.

Hvis vi synger en tone på 440 Hz, vil vi også høre dens overtoner: 880, 1320, 1760, 2200 Hz,…

Alle disse overtoner har deres eget specielle bidrag til den samlede klang, de er forskellige musikalske funktioner.

Med andre ord: når vi hører en lyd er det i virkeligheden naturen som gennem forskellige materialer og med varierende styrke står og tæller 1-2-3-4-5-….

Hvis vi for nemheds skyld opererer med de relative frekvensfaktorer i en sådan klang, så vil alle de elementer i rækken som svarer til fordoblinger af 1, altså rækken 1-2-4-8-16-… egentlig være samme tone, men i forskellige oktaver stigende fra 1. En oktav svarer til 12 halvtonetrin, f.eks. c til c'. Oktav betyder med andre ord i musikken frekvens-fordobling (eller længde-halvering).

Rækken 3-6-12-24-…er derimod forskellige oktaver af det, vi kender som den rene kvint, det næstvigtigste interval i musikken, svarende til 7 halvtonetrin eller f.eks. c-g. Kvint-intervallet svarer til proportionen 2:3. 

Fra faktor 3 til den følgende oktav af primærtonen, 4, har vi kvintens komplementære interval, proportionen 3:4, den rene kvart, eksempelvis g-c', 5 halvtonetrin.

I stemningssystemerne før de tempererede skalaers indførelse definerede man heltonen som et forhold mellem kvarten og kvinten: 3/2:4/3=9:8. Dette interval findes altså også som et forhold mellem det 8. og det 9. element i overtonerækken. I en c-durskala mellem c og d. 2 halvtonetrin.

Tilsammen kan de to tal 2 og 3 således som generatorer skabe et egentligt system med praktisk såvel som teoretisk substans.

Dette er en af grundene til pythagoræiske overvejelser om disse to faktorers rolle som hhv. "feminint" og "maskulint" grundtal. Menneskets tal som sådan er i denne forståelsesramme 2+3=5.

Imidlertid vil et stemningssystem indrettet alene efter oktav og kvint, i sagens natur, som ikke vil blive forklaret her, fordi det trods alt fører for vidt, blive på bekostning af den rene oplevelse af et andet fundamentalt interval, den store terts, som i naturtonerækken er udtrykt med proportionen 4:5.

Den store terts' oktaver afspejler sig i rækken 5-10-20-…, denne funktion har en vigtig rolle i oplevelsen af tonekønnet i dur som modsætning til mol, hvor tertsen er lille, udtrykt i proportioner: 5:6. Den store terts svarer til 4 halvtonetrin, den lille terts til 3.

Naturtonerækken er såmænd noget, vi alle bærer rundt på idet vores sproglyde dannes af en kombination af såkaldte formanter, markante overtoneområder, som præger klangen. De tre vigtigste formanter hænger sammen med de anatomiske områder, hvor vi frembringer "stemte konsonanter": NG, N og M. Idet vi husker, at lyd også er forhold mellem længder, kan det meste sproglyd overordnet forklares som en blanding af, hvad der sker i de tre områder. Med overtonesangen og dens forunderlige muligheder er det blevet klart, at mennesket ikke bare fungerer som en kompleks klangfrembringer, men også kan ændre funktion, slå formanterne sammen til eet fremhævet område og dermed bringe de rene overtoner frem i lydbilledet. Det menneskelige organ har således i de 17 cm. mellem strubehovede og læber et meget simpelt overtone-instrument, hvor faktorerne 1- 12 umiddelbart vil kunne bringes frem og skelnes fra grundlyden. Selve lyden af overtonesang og dens effekt på et vågent øre er dog alt andet end simpelt fordi de enkle forhold står frem på en baggrund af en kompleks klang. De nævnte frekvens-faktorer, 1-12, følger, om end ikke i slavisk parallelitet, vokalrækken U-O-Å-A-Æ-E-I. Tungen er ganske enkelt skabt til at markere længdeforhold omtrent svarende til naturtonerækkens 12 første trin i den vibrerende luftsøjle, der opstår inde i det musikinstrument, som er enhver af os nærmest. 

Faktorerne i overtonerækken vil man bl.a. kunne høre når en fløjte "overblæses" eller som tonerækken i et jagthorn, som jo hverken har huller eller ventiler. På en vibrerende streng svarer oktaverne til deling af længden med 2 (halvering), kvinter til deling med 3 og store tertser til deling med 5.

2, 3 og 5 bliver således fundamentet for et musikalsk stemningssystem som kaldes ren stemning, som var i brug op til renæssancen, der i musikken faldt senere end i billedkunsten. En durskala kan vi nu udtrykke med alle dens elementer som proportioner mellem 1 og 2, svarende til den grundlæggende oktavoplevelse: 
1- 9/8- 5/4- 4/3- 3/2- 5/3- 15/8- 2 
(Do- re- mi- fa- so- la- ti- do). 

Bemærk at dette blot er en af flere måde at opdele oktaven. Vi kalder det "ren" stemning fordi den bygger på en kombination af den rene oktav, rene kvint og rene store terts, 2, 3 og 5, og dermed også kan skrives som følger: 
1- 3i2./2i3.- 5/2i2.- 2i2./3- 3/2- 5/3- 3x5/2i3.- 2.

3i2./2i3. Læses: 3 i anden divideret med 2 i tredje= 3x3/2x2x2= 9/8 osv.

2, 3 og 5 var endvidere lige fra oldtiden som de tre laveste prim-faktorer (foruden 1 som havde sin helt egen status), grundlaget for den sakrale geometri, som var den disciplin man både brugte til at beskrive det indre og det ydre kosmos, stjernernes bevægelser, opmåling af jordens tid og rum.

Den babyloniske oktav blev for 4000 år siden beskrevet med forholdstal indenfor en grundlæggende oktav (som jo betyder fordobling) mellem 30 og 60, som "tilfældigvis" er de laveste værdier indenfor hvilke en skala stemt efter den rene stemning kan udtrykkes med hele tal: 30- 32- 36- 40- 45- 48- 54- 60. 

Bemærk at det ikke er en durskala, men en såkaldt frygisk skala, hvis trinfølge dog svarer til dur, hvis man starter oppefra og går nedad, og babylonerne oplevede akkurat, ligesom de gamle grækere, skalaerne som gående oppefra og nedad. Kvinten er udtrykt med tallet 40 (40/60=2/3) og kvarten med 45 (45/60=3/4). 
Udtrykt med faktorerne 2, 3 og 5 ser ovennævnte række således ud:
2x3x5- 2i5.- 2i2.x3i2.- 2i3.x5- 3i2.x5- 2i4.x3- 2x3i3.- 2i2.x3x5

Nu angiver tallene som sagt de relative frekvens-faktorer og det havde man naturligvis ikke teknik til at måle i oldtiden. Men frekvensen er omvendt proportional med (bølge-)længden, så man får de samme proportioner ved studere længderne af en svingende streng eller fløjter. Det babyloniske system var holistisk i den forstand, at disse værdier bl.a. også var forbundet med planeter og guder. 60 er således skaberguden Anu, mens 30 er måneguden Sin. 

Musik er tid og rum flettet sammen. Frekvens og bølgelængde!
Tidens tal, som har rødder i de mesopotamiske kulturer, kender vi, og vi reflekterer måske for lidt over, at det også er vinkel-geometriens tal, altså rummets tal, og, som vi har set, faktisk også musikkens: De 30 dage pr. måned samt antal grader i den 12-delte cirkel, de 60 minutter pr. time, cirklens 360 grader, som også er tallet for dagene i et idealiseret år.

Disse tal, samt en meget stor del af hvad man finder af kosmologiske tidsangivelser specielt i sumeriske og babyloniske tekster men også i vedaerne (bl.a. tidsangivelserne for de såkaldte yugaer) og store dele af andre sakrale skrifter, er udtrykt ved produktet af potenser af de tre grundtal 2, 3 og 5:
30=2x3x5, 60=2i2.x3x5, 360=2i3.x3i2.x5.

Måneguden Sin, som nævnes ovenfor er således formodentlig baggrunden for navnet Sinai, hvor den mosaiske religion kom til verden, og tallet 30 og månen hænger jo sammen i kraft af månens 29 1/2 dages cyklus, et forhold som givetvis også spejler sig i bl.a. de 30 sølvpenge som Judas fik for sin udåd (sølv er månens metal).

Tallet 40 kender vi jo fra samme tradition i en stor rolle tidsrummet i dage eller år i forbindelse med rituelle renselser, hvilket bliver desto tydeligere ved at sammenholde med den Babyloniske gud Ea/ Enlil.

Desuden hænger 30 og 40 sammen med symbolik omkring stjernen Sirius ("Hundestjernen"/ Gudinden Isis), som "forsvinder" af syne i en 70 dages periode omkring "hundedagene".

De tre grundtals kvadratrødder afslører proportioner med potent symbolik for forståelsen af, hvordan dimensioner relaterer til hinanden i tid og rum, men også til sjælelige begreber. Man finder dem bl.a. som størrelsesforhold i de 5 platoniske legemer:

Kv2 er diagonalen i et kvadrat, og relaterer således mest til forholdet mellem én og to dimensioner. 

Kv3 findes bl.a. udtrykt i den kendte "fiskeblære-figur" foruden som rum-diagonal i en terning, og siger meget om springet fra 2 dimensioner til 3. 

Kv5 danner basis for Det Gyldne Snit, hvor værdien phi (ikke at forveksle med pi) er defineret som 1/2+kv5/2. Phi har betydning for levende strukturers vækst: planter, snegle og såmænd også mennesker, og har derfor betydning som nøgle til springet fra de 3 rumdimensioner til den 4. dimension, som er tids-agtig. De tre kvadratrødder forbinder sig i plangeometri til pentagonale figurer, idet de udtrykker vinkler på multipla af 9*: 45*, 54* og 63*.

Og nu er vi så endelig kommet frem til den lovede chakra-musik, for det burde vel efterhånden ikke undre nogen at chakrasystemet er beskrevet udfra samme systematik.

4-6-10, som er de tre første chakraers velkendte fasetal er fordoblinger af grundtallene. Det er oplagt at det skyldes et ønske om (eller oplevelse af) symmetri, og det er i sig selv, hvad man må kalde et "signifikant udsagn". De øvrige elementer i rækken føjer sig nydeligt ind i billedet: 12-16-96-960 (eller 1000). 

Hele rækken som produkt af de tre grundtals potenser ser således ud: 
2i2.- 2x3- 2x5- 2i2.x3- 2i4.- 2i5.x3- 2i6.x3x5 (eller 2i3.x5i3.
Og det er MUSIK!… -det kan i hvert fald tolkes som musik!

Chakraernes kronblade eller eger har i yoga-terminologien forbindelse med sanskrit-alfabetet. Således svarer de 4+6+10+12+16+2 = 50 kronblade til alfabetets 50 bogstaver. Alle de 16 vokallyde er således at finde i halschakraet. Måske er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at sanskrit er et utroligt veldefineret sprog, og hvis det er tilfældigheder, der står bag deres kobling til chakra-systemet, så er det med garanti meget velovervejede tilfældigheder. Det er nok også med velberådt hu, at akkurat vokalerne, selvlydene, er anbragt i hals-chakraet, lydens eget domæne. De første kendte alfabetiske udgaver som kendes af dette sprog, daterer sig til sammme periode, hvor jøderne på Sinai revolutionerede forholdet mellem sprog og skrift med det første alfabet. Vi er her ca. 1400 før vores tidsregning. 

Traditionen, der med chakra-systemet forbinder psykens strukturer med den universelle sakrale geometri, er tantraens skrifter, som dækker en bred vifte af videnskaber og meditative praktikker, og som regel henregnes til fra 600-tallet til op mod moderne tid. Men der er gode grunde til at antage, at de bygger på tidligere traditioner, og selve tankegangen er der ingen tvivl om trækker på den samme fascination af sammenhænge, der går helt tilbage til vedisk tid, og rimeligvis tidligere. En del centrale tekster referer til Tantra'erne som Atharva Veda, og trækker dermed en linie til disse hinduismens oldgamle, hellige tekster. Når vi taler den vediske tid er vi mere end 3000 år tilbage i tiden. 

Antonio T. de Nicolás har skrevet bogen Four-Dimensional Man: The Philosphical Metodology of the Rig Veda, hvor han gør klart, hvordan hele den vediske litteratur er gennemsyret af matematisk logik. Om musikkens rolle i det vediske samfund skriver han bl.a.: " Det ville være den største underdrivelse at udtale, at den Rigvediske metodologi benyttede sig af lyd som det vigtigste element til at bevidstgøre hele den sanselige dimension. Det Rigvediske menneske var indhyllet i lyd. Han var omgivet af lyd, blev opstemt af lyd, blev bevidst om nærvær gennem lyd og fandt en model for fuldkommen umiddelbarhed og kommunikation gennem lyd. Han strukturerede sit sanseapparat i en indre retning for i et eneste øjeblik at kunne blive den absolutte enheds totale nærvær og kraft. Den rig-vediske sanglyrik var ikke blot orale frembringelser, men egentlige skaberværker i sang. Mens medierne for de øvrige sanseindtryk bragt diskontinuitet med sig, kunne det Rigvediske menneske alene med lyd, til trods for dens flygtighed, opnå det eviges nærvær og enhed..."

Med chakra-systemet kan der tales om oktavforhold fra rodchakra til hals-chakra (to oktaver), hvilket understreges af den symbolske gentagelse af elefanten som chakra-symbol. I halsen dukker den op i hvid, åndelig form. Halsen er broen til den verden, hvor vi ikke længere flytter rundt på de konkrete 4 elementer eller tilstandsformer, fast, flydende, ild og luft. Det er overgangen til åndens tre-hed. Halsen har at gøre med elementet æter eller rum, den "substans" som lyden udfolder sig i. Der er endnu et oktavforhold mellem Svadhistana (hara) og hjerte og mellem hjerte og Ajna (tredje øje), som alle tre i forhold til rod og hals spiller på kvintens funktion (2:3). Manipura (Solar Plexus) synger, om man så må sige, på den store terts i forhold til rod og hals. Endelig har vi den store septim eller ledetonen til 8.oktav i Sahasrara (krone/ isse). Vi kunne lege med at sætte tonenavne på, og vi kan da godt bruge c som grundtone, men vi kunne altså lige så godt have valgt eksempelvis d, f# eller bb:

C1 (store c1)- G1- E- G- c- g'''- h''''' (fem-streget h).
Denne række understøtter ideen om chakra-systemet som relateret til dur-skalaen, da vi har fat på de tre toner i en dur-akkord og ledetonen til grundtone, men ellers er det vel nok et spørgsmål om ikke man begrænser sig selv unødigt ved absolut at skulle tvinge en bestemt skala eller farve-system ind i sin oplevelse af chakraernes virkelighed. Farven rød kan jo være tusind forskellige ting og i musikalsk forstand har vi begrænset os meget i vesten ved vores fokus på akkurat to heptatone skalaer (hepta=7), dur og mol, når man lige så godt kunne operere med eksempelvis 8 (som i middelalderens kirketonearter) 32 (i et system hvor kvinten ligger fast og de øvrige funktioner har hver to varianter) eller endnu flere skalaer, som det faktisk er muligt at konstruere. Chakra-systemet synger, hvis det da overhovedet synger, ikke kun i en toneart.

Hvis man anskuer systemet tonalt, vil det være spændt ud over næsten otte oktaver, hvilket i musikalsk forstand ikke er så fjollet, da det vi normalt forstår som musik, meget sjældent har brug for et større omfang. Et koncertflygel spænder over lidt mere end 7 oktaver. Om disse 7 oktaver igen vidner om den særlige relation mellem dette tal og menneskets livsopfattelse skal få lov at stå åbent. At bevæge sig til den 8. oktav, hvad vi altså gør i chakrasystemets vibrationelle virkelighed svarer til "oktavernes oktav", altså en slags oktavfunktion i anden potens. 

Summen af kronblade i de første 5 chakraer er 48. Det tredje øje, lysets element, har 96 og det er tankevækkende, at vi kan konstatere det dobbelte antal faser for bevidsthedens element i forhold til de den skabte verdens elementer og rummet. Alternativt ser man dette chakra afbildet med to store kronblade i stedet for 96 små bl.a. for at indikere, at det er på dette niveau sindets opdelende funktion overskrides, subjekt/objekt-dualiteten transcenderes. I forhold til bølgelære og musik holder overvejelserne om en oktavfunktion imidlertid ikke, da man ikke blot kan lægge de forskellige elementers fasetal sammen. I forhold til denne artikels tema er det dog interessant, at tolke halsen og dens element: rummet, kvint-essensen, lyden som broen mellem det skabtes domæne og selve bevidstheden: lyset, det tredje øje. Øjet er et universelt symbol på bevidsthed og bevidstheden opererer følgelig i lysets felt. 

Ligesom kvadrivium og trivium er chakraerne ordnet med en åndelig tre-hed som hviler på en materiel firhed. Firheden er de fire elementers verden. Når vi bevæger os til halsen, som hører den øvre trehed til, er elementet i symbolsk forstand rum, og i det tredje øje er virkeligheden foruden lyselementets selve begrebet tid. Rummet er den store kosmiske moder, omsluttende og favnende. Tiden er faderen, Kronos, som spiser sine børn, Saturn, visdommen og Manden Med Leen, døden.

Fra halsens 16 til det tredje øjes 96 har vi musikalsk tolket to oktaver + en kvint, et forhold som ikke er ukendt for overtonesangere, idet intervallet som rækkens nr. 6 er et af dem, som ofte vil opstå af sig selv i et klangbillede, hvor man netop får oplevelsen af en parallel lyd- og lysverden. Man vil mest tydeligt kunne opleve det på optagelser med den tibetanske afart af undertonesang hos messende munke. Det er imidlertid et forhold, som også opstår ganske klart som en "bærebølge" ved almindelige former for korsang, hvor man altså ikke bevidst forsøger at fremhæve overtoner.

Overtoner kan umiddelbart opleves som væsentlige nøgler for de dele af hjernen og bevidstheden, som samordner de visuelle og de auditive påvirkninger. En anden væsentlig faktor i det regnestykke, som så vidt vides endnu ikke er blevet studeret seriøst, er det faktum at resonansen i mundhulen klart koncentrerer sig om tre områder, de såkaldte formanter, som også har betydning i distinktionen mellem fortunge-og bagtungevokaler. Skiftet mellem disse kan opleves som sammenfaldende med overgangen fra den fremhævede nr. 5 i overtonerækken til nr. 6 svarende bl.a. til den åbne A-lyd som i ara og den flade som i abe. Men det er den frekvensmæssige side af sagen; formanterne har jo også et anatomisk aspekt og det kan på ingen måde være ligegyldigt, at de to af formantområder ligger akkurat i hhv. den bløde gane og i den hårde ganes runding. At man kan føle sig "høj" under og efter overtonesang er ikke kun et spørgsmål om iltning, men at klangen i ret konkret forstand forplanter sig. Næsehulens resonansrum ligger umiddelbart under hypofysen, som i chakrasammenhæng forbindes med kronecentret. Det forkætrede begreb oplysning kommer ifølge nogle autoriteters bud i stand, når der sker en balancering af de to dominerende endokrine kirtler i hjernen, hypofyse og pineal-kirtel, og det er måske værd at pege på, at der rent faktisk findes en akustisk bro mellem de to, idet lyd i høj grad forplanter sig gennem hjernens væskefyldte hulrum, ventriklerne.

Når vibration og noget så subjektivt som chakraerne forbinder sig til den gamle sakrale aritmetik, er det store spørgsmål så, om hvad der er høne, og hvad der er æg: Om de tal-mæssige lovmæssigheder, som man havde fundet for chakraerne, viste sig at understøtte kosmologien, eller om man først blev enige om kosmologiens talmæssige forhold, som chakrasystemet følgelig måtte indrettes under. Da hverken musik, chakraer eller kosmologi alene kan forstås, eller slet ikke kan forstås, vha. såkaldt objektive videnskabelige metoder, bliver spørgsmålet ikke nemt at besvare. 
Det er såmænd også et spørgsmål om udviklingen af et fag som matematik kan forstås objektivt. Det er kendetegnende, at de teorier mennesker på et givet tidspunkt opstiller for verden omkring sig, siger nok så meget om disse menneskers psyke, som de siger om verden. Det potente spørgsmål bliver i alle tilfælde: Hvilken orden projicerer sig selv ind i eller ud på hvilken anden orden? ..eller har vi stukket en sonde ind i det område, hvor det går op for os, at alt har rod i den samme orden?

Tallene 3, 4, 7, 12 (3, 4, 3+4, 3x4) udtrykker den orden, som danner ramme om systemet, mens 2, 3 og 5 er elementerne i den indre struktur. 

Et af de mest ladede symboler i såvel jødisk som indisk mytologi og kosmologi er slangen. I de indiske systemer beliver kundalinislangen de 7 chakraer efter at have ligget rullet sammen i 3 1/2 spiralomdrejning ved rod-chakraet. Overordnet set kan vi sætte lighedstegn mellem omdrejning og cyklus i almindelighed: dage, måneder, år eller en sinusbølges periode.

Tre steder i Johannes' Åbenbarings kapitel 11 og 12 figurerer en tidsperiode, som må antages at have relation til den formodede fælles spirituelle fundamentale strukturer. Der tales om hhv. 1260 dage= 42 måneder og om 3 1/2 dag. Da 1260=360 (dage) x 3 1/2 har vi altså tre udsagn om 3 1/2 cyklus. Det er dels om de to profeter og om kvinden i barnsnød som trues af den store drage, som overvindes af Mikael. Men denne angivelse af et antal cykler relateret til 3 1/2 finder vi andre steder i det Nye testamente. Således opregner Matthæus i den allerførste begyndelse (det er det første af de 4 evangelier) de 42 slægtsled eller generationer fra Abraham til Jesus. I den forbindelse kan vi sætte en generation til 30 år og dermed har vi atter 1260 (=3 1/2 x 360). 

Lukas opregner på sin side 70 slægtsled fra Adam til Jesus, og denne symbolik har vi jo allerede kigget på.

De 42 genfinder vi imidlertid også i det tantriske hovedsymbol Shri Yantra med dets 6x7 triangler arrangeret i cirkler rundt om én central.

Vi har med disse tal og overvejelser ikke afsløret en skudsikker kosmologisk sammenhæng, men peget på, at man oldtidens indiske kultur, hvor sansningen og teoridannelsen omkring musik og chakraer var meget veludviklet, sandsynligvis har haft sådanne sammenhænge for øje. Det faktum at den traditionelle musik i Indien nu ikke indlæres vha. tal og proportioner, men med ørernes indbyggede sans for disse proportioners renhed er ikke nødvendigvis i modstrid med billedet af en tidligere kultur hvor forbindelserne var klare. Ovennævnte McClain: argumenterer overbevisende herfor i sin bog "The Myth of Invariance", som er et bud på videre fordybelse i forholdene omkring musik, sakrale traditioner og proportion, men den er ikke ganske letlæst. Forbindelserne til geometri kan med fordel studeres i Robert Lawlor: Sacred Geometry.

Vær venligst på det rene med, at overvejelser om chakraer, tal og bølger aldrig folder sig ud hvis de anvendes som doktrin.

Som nævnt i indledningen er dette et uddrag af en længere artikel som også beskæftiger sig med de sakrale sprog i form af kabbalah, astrologi mm. 

Publiceret alternativinfo: 13-04-2002

Fotos/illustrationer: 
Babelstårnet af Pieter Brueghel den Ældre, 1563,
    Kunsthistorisches Museum, Wien (public domain)
Raphael: Sistine Madonna / La Madonna di San Sisto,
    public domain (The Yorck project/by Zenodot Verlagsgesellschaft mbH)

Relaterede artikler: 
Astrologi og Chakra Medicin af Helle Joan Hansen

Interessante links: 
Hjerneforsker: Musik er den faglige udviklings fundament (Folkeskolen.dk 13-06-2012)
Musik er hjernegymnastik og kan både hjælpe på indlæring og inklusion. Giver man fx. ADHD-børn musikundervisning i en måned, så begynder de at følge med i timen.

Sådan påvirker musik hjernen (Videnskab.dk 01-02-2012)
Det at lytte til musik ikke bare aktiverer de auditive områder i hjernen, men anvender også store nervenetværk, bl.a. DMN-systemet, som formodes forbundet med ’flyvske’ tanker, ’tankevandring’ og kreativitet.

Musik er smertestillende medicin (Videnskab.dk 17-03-2011)
Behagelig musik kan virke smertelindrende på gigt- og kræftpatienter. Den danske opdagelse kan måske i fremtiden reducere brugen af smertestillende medicin og blive en del af den officielle behandling.

Home > Artikler > Chakramusik
12-12-2021