Fokuseringen bør bevæge sig fra det sygdomsfikserede til det sundhedsfokuserende Kigger vi på den medicinske forskning og den teknologiske udvikling, er det gennem de sidste årtier investeret fantastiske summer og der er sket betydelige videnskabelige fremskridt. Som et illustrerende eksempel kan nævnes kræftforskningen; Milliarder af dollar er gennem de sidste 40 år investeret i forsøget på at løse kræftens gåde. Der forskes, der publiceres, der avanceres, der investeres, der patenteres og der profiteres. Forskningsmæssigt set er det imponerende, men forekomsten af kræftsygdomme er stadig stigende. Det er blevet svært at ignorere problemerne. Misforholdet mellem investeringer og den sundhedsmæssige tilstand er åbenlys på stadig flere områder. Hvilke konsekvenser har vi så taget ? Skal vi fortsætte ad samme vej, blot med forstærket kraft ? Der er kommet flere og flere krise- og selvhjælpscentre. Centre og terapeuter, der skal lære os at leve, elske og dø. Man er begyndt at få øjnene op for psykologiens betydning - også når det gælder dens funktion som praksisbevarende. I erkendelse af, at den behandling man stadig tilbyder alvorligt syge, f.eks. kræftpatienter, er så belastende og de helbredsmæssige aspekter så ringe, inkorporerer man nu den psykiske videnskab som en trøst, hvor patienterne kan få psykologhjælp lige ind i døden. Det er godt, vi kan få hjælp "til at være syge" og til at dø, men er det ikke på tide og vil det ikke være bedre, hvis vi fik hjælp til at blive sunde ? Så kan vi nok selv klare både at leve og dø, når den tid kommer. Hvordan får vi så den hjælp? Er det fra forskningen ? Hidtil har den største del af forskningen været sygdoms- og ikke sundhedsrelateret. Det har drejet sig om bekæmpelse af problemer/sygdomme og udvikling af dertil egnet antiskyts: antihistaminer, antihormoner, antiflammatoriske midler, antidepressiver, antibiotika etc. Der er ikke noget mærkeligt i, at i forbindelse med industrialiseringen og den teknologiske udvikling fulgte en menneskeopfattelse, der opfattede mennesket som en maskine/et apparat blandt andre. En maskine som ved funktionssvigt kunne repareres dér, hvor fejlen (Sygdomssymptomet) viste sig. JEG VIL hævde, at denne forskningsmodel har haft en begrænset effektivitet, og over for de komplekse, sundhedsmæssige problemer vi i dag står over for, har den spillet fallit. Begreber som følgesygdomme, bivirkninger, resistensudvikling og sekundærlidelser taler sit eget sprog. Det er en forskningsmodel, som er afhængig af tilstedeværelsen af problemer/sygdomme, og en sådan model er ikke ønskværdig, hvis vi skal sikre folkesundheden i fremtiden. I vidt omfang kan jeg tilslutte mig WHO´s sundhedsdefinition/mål, som heldigvis ikke opererer med det blotte fravær af mere eller mindre veldefinerede lidelser, men taler om en tilstand af "complete psysical mental and social well-being" ("not merely the absence of desease and informity"). Denne sundhedsopfattelse implicerer en helt anden menneskeopfattelse. En opfattelse af mennesket som en kompleks helhed og en integreret det af omgivelserne. Sygdom og sundhed er altså ikke noget, man enten har eller ikke har, noget man har arvet eller ikke arvet - eller et resultat af omstændighedernes tilfældighed. Sygdom og sundhed er en konsekvens af naturens love "in action". En sådan menneske- og sundhedsopfattelse, indebærer et paradigmeskift med ændrede forskningsmodeller og en anden forskningsstrategi (noget, vi har arbejdet intenst med i DIF). MED et sådant paradigmeskift opnås
bl.a. to ting: Skal man påvirke en befolknings sundhedstilstand, sker det først og fremmest gennem forskning og forbedring på disse områder. Allerede på nuværende tidspunkt er det på internationalt plan tilstrækkeligt med forskningsresultater, der viser betydningen heraf. Vi mangler blot at tage konsekvensen. Man har indtil nu valgt fortrængnings-løsningsmodellen, selv om de sygdomme, vi i Danmark især er plaget af, overvejende skyldes, at førnævnte livsbetingelse er utilfredsstillende. Jeg mener, at forskningen bør bevæge sig fra det sygdomsfikserede til det sundhedsfokuserende, men jeg mener også, at i det omfang, vi beskæftiger os med sygdomsforskning, bør vi - i erkendelse af den moderne medicins allerede nævnte begrænsninger - inddrage erfaringerne fra den traditionelle medicin. De erfaringer, som 80 pct. af verdens befolkning (ifølge WHO) har med en medicinsk tradition, der hviler på århundreders praktiske gennemprøvning. Hvor praktiske resultater taler for sig selv og hvor videnskabelig forskning fra hele verden nu underbygger disse erfaringer. De behandlingsmetoder, som den traditionelle medicin bygger på, er blevet betegnet som en af de bedste metoder til at opnå "total health coverage" af hele verdens befolkning med de sikreste, mest acceptable og økonomisk fordelagtige metoder. Det skulle være mærkeligt om vi i Danmark ikke kan lære noget heraf. Metoderne inkluderer bl.a. plantemedicin, ernæringsterapi, herunder kosttilskud, mind-body-teknikker samt fysiologiske terapier. Betragter vi de statslige medicinbudgetter vil disse kunne reduceres væsentligt, hvis befolkningen i forbindelse med en saglig vidensformidling får en reel mulighed for at tage vare på sit eget helbred ! Vi har alle et medansvar for hvordan sundhedstilstanden i det land, vi lever i, er. Men der kan kun stilles krav, og vi kan kun tage et medansvar og træffe frie valg, hvis vort sind bliver befriet for uvidenhed, forvirring og apati. Det bliver det kun via ærlig, kritisk vidensformidling, og dette kræver reel vilje og samarbejde fra politikerne, forskerne og pressen. Skal forskningen i fremtiden undgå at spænde ben for folkesundheden, bør den støtte tværfaglig forskning og prioritere de sundhedsfremmende områder. Det håber jeg den vil - og tør. Publiceret
Politiken den 20. april 1997 Relaterede
artikler: 04-12-2021 |
|
|||||||||||
.gif){kind=small}
Følg os på Facebook