Fiskespa-trenden boomer – ikke blot i Danmark, men over det meste af verden – men disse små arbejdsomme “doktorfisk” har imidlertid glemt at oplyse om deres bivirkninger. Der er desværre en bagside til den ellers så gode forside-historie. Bangkok Post skrev om det allerede i 2011, og to år senere er det en af de mest læste artikler nogensinde i avisens online udgave. Med flere end 150 fiskespa’er herhjemme, er bagside-budskabet nok blevet ganske aktuelt at videregive.

Doktor-fisken er blevet en populær trend, som mange blandt andet har mødt på ferierejser til Middelhavsområdet eller Sydøstasien.

Alternativ fodbehandling med en lille, altid sulten sugemalle af arten Garra Rufa – bedre kendt under kælenavnet “Doktorfisk” – begyndte i 2006 i Japan, og bredte sig lynhurtigt til andre lande, ikke blot i Østasien, men også til en lang række europæiske. To år senere åbnede såkaldte “Doktor fisk pedicure” i USA, og i 2010 kom trenden til Storbritanien. Garra Rufa stammer fra Mellemøsten, og fisken kan holdes i akvarium. Til behandling af “hudsygdomme” fordrer det imidlertid at fødemængden er utilstrækkelig, før de begynder at nippe døde hudceller af for eksempel fødder.

Der sad vi på rad og række, med fødderne i hver sit fiskebasin – og pludselig rykkede vi en plads mod højre, og overtog et “brugt” hold doktorfisk.

Mange danskere er tidligt stødt på doktor-fiske-trenden under ferierejser, for eksempel til Thailand. Deres redaktør prøvede en behandling, og det var en overraskende positiv oplevelse – dog, man skulle lige vænne sig til den kildrende følelse ved at være “fiskefodder” – og fornemmelsen af en god, gammeldags, naturlig metode til sund hud på ben og fødder, tittede frem i baghovedet. Med begejstring anbefalede jeg alle, som ellers gad høre på mig, at sådan en behandling skulle prøves  – også til en ven, der som aktiv sportsmand havde problemer med fodsvamp. Der sad vi så ved siden af hinanden og fodrede fisk, med fødderne i hver sit “akvarium”. Flere kunder kom til og vi blev bedt om at rykke en plads – det vil sige min ven flyttede til et friskt akvarium med hungrende fisk, og jeg overtog min vens halvmætte efterladenskaber, som dog ikke var mere forstoppede, end de lige kunne overkomme en dessert hos mig.

Nogle få uger senere begyndte problemerne – mine fødder havde fået svamp, og det på trods af, at jeg altid gik i sandaler, naturligvis uden sokker. Øv – det kom til at vare et årstid, før jeg kom helt af med symptomerne. Fiskespa er blevet en fjern fortid, og havde jeg dog bare læst den dengang netop udgivne artikel i Bangkok Post. Her advarer præsidenten for Det Dermatologiske Selskab i Thailand, professor Nopadon Noppakun, om, at fiskespa bestemt ikke er risikofrit. Fiskespa operatører, der undlader at holde hygiejniske standarder, sætter deres kunder i stor fare.

»Det er både fisk og vand, som kan forårsage infektioner. Spørgsmålet er, hvorvidt fiskespa operatøren udskifter sit spa-vand regelmæssigt,« forklarer professor Noppakun og fortsætter: »Lad os bare sige det på denne måde: Når vi læger renser en patients sår, så bruger vi steriliserede medicinske redskaber til hver patient, og vi kan på grund af infektionsrisiko aldrig drømme om at genbruge dem til den næste patient. Hvis en spa-kunde tilfældigvis har et smitsomt sår, så kan infektionen sprede sig til andre mennesker, som træder ned i selv samme vandtank.«

Selv om smitterisikoen er begrænset, så har det alligevel medført at adskillige Amerikanske og Canadiske stater har forbudt fiskespa. For eksempel blev en salon i New Hampshire lukket af myndighederne, selv om ejeren forsikrede, at hun rensede fisketankene mellem hver kunde og aldrig brugte de samme fisk til to forskellige behandlinger på samme dag. Delstatsregeringen betragtede alligevel praksis som værende uhygiejnisk.

Også herhjemme advarer Statens Serum Institut, Central Enhed for Infektionshygiejne, Elsebeth Tvenstrup Jensen mod behandlingen, der mistænkes for at kunne sprede alvorlige infektionssygdomme som MRSA (stafylokokker), HIV og leverbetændelse, skriver MetroXpress. »Det kan ikke udelukkes, at mikroorganismer kan overleve i fiskens mund – eksempelvis i hud og kødrester, der bliver siddende i fiskenes mund eller passerer upåvirkede gennem fiskens mave-tarm-kanal,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen, og advarer især mennesker med sår, kræft og diabetes.

De der svømmer eller snorkler blandt tropiske fisk kan også opleve, at der kommer en lille fisk, og meget ihærdigt bliver ved med at nippe for at rense huden, som de to små blå med en mørk stribe, gjorde det.

De eksklusive klinikker og fem-stjernede helse-resorts, der tilbyder en såkaldt “Full Body Fish Spa”, hvor men er helt nedsænket i de små sultne individers grådige varetægt, har angiveligt system i hygiejnen – det må man i det mindste forvente, prisen taget i betragtning – og har de det, så vil jeg alligevel ikke helt afvise, at jeg godt kan få lyst til at prøve det.

   
Et lille efterskrift   (juli 2014)
Jo, Deres redaktør har atter prøvet alternativ fodbehandling med “doktorfisk” – men denne gang angiveligt under ganske betryggende forhold...

Normalt er der en rivende strøm i floden og de mange små vandfald mellem klipperne, til børn og andet godtfolks store fornøjelse.

I den tørre sommertid er der ikke meget vand i de ellers brusende vandfald, dér hvor Deres redaktør opholder sig. Normalt bader de lokale i de små søer nederst, og børnene morer sig med at sidde i en rivende strøm mellem klippestykkerne. Et tørlagt af slagsen indbyder til en klatretur op mellem stenene – noget der nærmest er en umulighed når vandet bruser, og bestemt mest for godtfolk der udfordrer livet med extrem-sport – almindelige mennesker vælger junglestien i regnskoven til den 2½ kilometer lange tur op langs det stejle, stenfyldte flodleje til det høje fald, og den fordrer såmænd også en rimelig kondi i tropevarme, da man jo tillige skal 2½ kilometer ned igen. Den alternative rute skal min spændingsudfordrende niårige datter og jeg selvfølgelig afprøve, nu mulighed byder sig.

Hvis der ikke er ekstrem tørke, fungerer klipperne som flotte vandfald.

Omkring 500 meter opad, så langt kan man komme uden at medbringe bjergbestiger udstyr til at forcere et stykke klippevæg, der i den våde sæson fungerer som vandfald. Men cirka 500 meters klatretur mellem og på klippestykker af varierende størrelse rækker da også, når vi er tvunget samme vej retur – men inden nedstigning kan vi da lige slappe af et øjeblik og dyppe fødderne i et af de små vandresoireer, der ikke er tørret helt ud.

Pokkers også...! Her udfordrer man unge ekstremister, og så har man ikke et kamera med – Deres redaktør må undskylder det med 34 graders varme og bagende sol, så både kamera, mobil og “overtøj” er deponeret hos selskabets mindre spændingssøgende deltagere, der blev nede.

Det pokkers er, at i det stille vand svømmer små fisk, og de flokkes om vore fødder og nipper løs – ligner til forveksling doktorfisk, men er en vildtlevende uoriginal, sydøstasiatisk udgave, som jeg har hørt omtalt som “snyde-doktor-fisk” (fake doctor fish), da de har flere eller større tænder og napper lidt hårdere, så det kildrer mere. Der skulle findes flere arter af dem, og om dem siges siges at de kun nipper i fødder – og andet – mens de er små.

Der sad vi så og nød naturlig fodbehandling – ganske gratis – mens et i dagens anledning udvidet cikadekor havde taget opstilling i regnskovens træer og lystigt underholdt os. Og én ting var vi helt sikre på, der havde ikke været andre kunder lige før os, så fisketerapeuterne var angiveligt både forurenings- og sygdomsfri.

Vi bør gøre det igen og tage et kamera med – pokkers også, regntiden er lige begyndt, så nu er der nok atter en pæn rivende strøm i floden...