"Gak ud min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid Guds underfulde gaver ! Se, hvor hvert lille blomsterpar sig yndefuldt nu smykket har på marker og i haver!"

Sommer, sol, saltvand, ferieforventninger... Så kom den da endelig, den dejlige længselsfuldt ventede sommer. Den lange vinterdvale er forbi, og i de sidste par måneder har vi med alle sanser kunnet iagttage, hvordan nyt liv er brudt frem over alt: Lysegrønne blade, små sarte spirer, farvestrålende blomster, dejlige dufte, klintede fugleunger, spæde klynk fra huler og reder. Det kribler og krabler og myldrer, gærer, bobler og syder, alt er i bevægelse - også indeni os. Liv, liv, liv!

Forår - opstandelse. Sommer - livsudfoldelse. "Guds rige er midt iblandt Jer", sagde Jesus engang til de mennesker, der omgav ham, og kan vi vel finde et klarere vidnesbyrd om dette end det, naturen giver os, når den udfolder sig i al sin pragt som et overvældende udtryk for skaberværkets storhed og livets ukuelighed!

"Salige er de, som ser det, I ser og hører det, I hører". Ja, bruger vi vore sanser med åbenhed over ofr det smukke og det gode, så vil vi mange gange komme til at opleve, at vi får lov til at se lige ind i Guds rige, Ja, det kan endda ske, at vi bliver lukket inde og får lov til for en stund at være med derinde. Hvis ikke vi kender til den slags oplevelser, så er det, fordi vi ikke kan se skoven for bare træer.

Jeg mindes en begivenhed, der fandt sted for nogle år siden i mit hjem. Det var lidt halvkøligt ivejret, så i stedet for at sidde ude med eftermiddagskaffen, havde jeg sat mig godt til rette i sengen under dynen med alting inden for rækkevidde og med døren åben ud til gårdspladsen. Da jeg havde siddet der lidt, kom min ældste kat ind og lagde sig hen over mine ben oven på dynen. Min hund lå på gulvet ved siden af sengen. Lidt senere kom også kattens tre store killinger, som var opvokset sammen med en ræv, og sprang op til deres mor. Moderen ventede et nyt kuld, og jeg undrede mig over, at hun ikke stødte de store fra sig, hvilket dyremødre jo normalt gør i den situation, men alt forløb i bedste forståelse. Og så pludselig, uden varsel, uden at jeg kunne nå at foretage mig noget som helst, satte fødslen i gang. De 3 store satte sig op og stirrede forundrede på deres mor. Også hunden kom på benene og stak hovedet ind over sengekanten for at kigge med. Jeg listede en beroligende hånd let hen over moderens hoved, og også ræven kom ind og satte sig ved siden af hunden, ligeledes med hovedet oppe over sengekanten og øjnene lysende af interesse. Der sad vi: Tre halvvoksne killinger, en ræv og en hund og jeg selv, og fulgte i åndeløs betagelse, hvordan fem nye små kom til verden. Der foresvævede mig noget om en løve og et kid, der skulle hvile side og side og jeg var grebet af dyb ærefrygt, for jeg vidste, at jeg i dette øjeblik befandt mig i Guds rige.

"Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen --- Kvien og bjørnen blive venner, deres unger ligge side om side".

Da fødslen var vel overstået og de små slikket rene, fik de andre travlt med at undersøge fænomenet. En efter en stak de snuden hen i klumpen af nyfødte, snusede og afleverede et par slik og trak sig så tilbage, for at moderen kunne få ro.

Jeg lærte ved den lejlighed noget om Guds riges fred: At den udspringer af en kærlighed, som ikke består af stormende romantiske følelser, men er grundet i en særlig høj grad af gensidig fordragelighed og forståelse.

Vores evne til at sanse og til at betages af det,, vi derigennem får del i, er døren til Guds rige, i hvert tilfælde til det Guds rige, der vitterligt findes her på jorden. Og måske også videre frem, hvem ved?

Men når jeg mindes min her skildrede oplevelse og samtidig tænker på, at en hund for mange mennesker bare er noget, man er nødt til at have for at undgå indbrud, at ræve er noget, der skal skydes, at kattekillinger er noget der skal tages fra moderen og druknes, og at andre mennesker kun er midlet for ens egen masen sig frem, ja - så har jeg ikke vanskeligt ved at forstå, hvorfor guds rige har så ringe muligheder for at sætte sig igennem her på jorden.

"Jeg har kendt mennesker, hvis øjne er sunde og raske, men som intet ser af det, der møder dem i naturen, på byernes gader eller i bøgerne. Det er en større lykke at leve med åbne sanser,, følelser og tanker i den blindes evige nat, end at være seende uden at forstå at se. Kun den uvidende og ufølsomme lever i virkeligt mørke", sagde ingen ringere end den verdensberømte Helen Keller, født blind og døv og på sin vis også stum, og netop verdensberømt, fordi hun formåede at trodse disse for os at se så forfærdelige kendsgerninger og skabe sig et liv under rig udfoldelse af de sanser hun havde i behold. "Kun den uvidende og ufølsomme lever i virkeligt mørke".

"Gak ud, min sjæl, betragt med flid i denne skønne sommertid Guds underfulde gaver".

Ja, måtte også vore sanser lukkes op, så vi erkender, at guds rige vitterligt er midt iblandt os!

God sommer!

Inge-Lise Wagner

27-12-2021