Hvorfor taler vi forbi hinanden?

Pbrmdy^rmfr gptdy^d æry sg rm tiyomrtry ,sdlomdltobrt.

Ovenstående forstås let af en rutineret maskinskriver. Med blot rimelig rutine i blindskrift, ser man hurtigt, at fingrene blot er rykket en enkelt tast til højre på tastaturet, hvilket let sker, når man skriver blindskift med øjnene klistret til et skrevet manus eller et drømmende blik ud af vinduet, medens diktafonen trutter i ørerne.

Teksten er derimod aldeles uforståelig for den, der ikke kan sit tifingersystem eller er fortrolig med tasternes placering.


To personer med hver sin walkie-talkie kan tale sammen i disse, hvis de sender og modtager på samme frekvens.

Hvis de to personer er så uheldige, at de har anskaffet walkie-talkies af forskelligt fabrikat, som ikke sender på samme frekvens, så er det ligegyldigt, hvor højt de råber (alt efter afstanden), de kan ikke modtage hinandens signal. Signalerne er nemlig ikke i resonans med modtageren, de er i dissonans.


Når to mennesker taler sammen, er det vigtigt, at man taler et sprog, som forstås af begge. Dette sprog sammensættes af en række ord, som kan være mere eller mindre specialiserede alt efter det emne, de to taler om.

Når to mennesker taler om samme emne på samme sprog, forstår de hinanden, og vi kan kalde det "cognitiv resonans".


Hvis man vil forhindre andre i at forstå, hvad man taler om, er det let at indføre et kodesprog, som kun en udvalgt gruppe oplæres i.

Omkring århundredeskiftet brugte mafiaen i London dansk, som et kodesprog ingen andre briter kunne hverken lære eller forstå, og i århundreder har vi i lægestanden indhyllet vor indbyrdes kommunikation i en slags hjemmelavet sprog, vi kalder "lægelatin", så i hvert fald patienterne var totalt uforstående over for de meget fine diagnoser, der dækkede deres almindelige sygdomme.

Latinkyndige vil i øvrigt også have vanskeligheder ved at forstå vor besynderlige grammatik.

Hvis man vil reservere forståelsen af det sagte til en endnu snævrere gruppe af f.eks. lægestanden, så ændrer man blot på diagnosenavnene, og indfører forkortelser, som ændres efterhånden som de bliver alment kendt. (Derved kan man også let afsløre de formastelige, der dummer sig ved at bruge sidste års forkortelse for en eller anden procedure eller diagnose.)

Denne tendens er efterhånden så udbredt, at det kun er med den allerstørste vanskelighed, man kan kommunikere med en kollega, som arbejder inden for et andet underspeciale. Bevares, man kan da godt tale sammen, men egentlig kommunikation med en fuldstændig gensidig forståelse er ofte uhyre vanskelig at opnå.

Da nogle læger for snart ti år siden begyndte at tale om frie radikaler, antioxydanter og transfede syrer, lignede den mere ortodokse del af lægestanden ét stort spørgsmålstegn.

Årsagen var, at vi ikke talte det sædvanlige lægesprog. Vi brugte biokemiske vendinger; - og det er jo et andet fag, en anden kasse, et andet sprog.

Vi talte forbi hinanden. Vi var erkendelsesmæssigt i utrit, - i cognitiv dissonans.


Således følte en dansk professor i medicin sig berettiget til at kalde en dobbelt nobelprismodtager for "blot et tågehorn". Naturligvis primært fordi han ikke selv havde Nobelprisen, men også fordi Pauling var kemiker. Han var jo ikke læge, og hvorledes kunne man så forlange at en dansk professor skulle kunne forstå ham, selv om han af det amerikanske "Science" betragtes som den største videnskabsmand efter Einstein i dette århundrede.

Mange ville måske fristes til at kalde professorens opførsel for opblæst arrogance, men jeg tror i virkeligheden, at den skyldes den cognitive dissonans.
Det fortvivlende er her, at det jo ikke en gang er det nationale sprog, der er barrieren. Det er den faglige kassetænkning.

Hvis ikke der er for stort kulturspring mellem mennesker, så kommunikerer de fint over landegrænserne. Problemet kommer først, når der er forskellige fagsprog eller faglig prestige indblandet.


En manglende forståelse faggrupperne og specialerne imellem, er utroligt hæmmende for nytænkning og tværfaglig kombination af viden.

Jeg tør næppe tænke på den verden, der kunne åbne sig, hvis den medicinske verden blev opdateret med den eksisterende viden inden for kemi, fysik, biokemi, biologi og psykologi.

Men som situationen er i dag, er det helt umuligt.

Der publiceres dagligt flere hundrede såkaldt videnskabelige artikler inden for den medicinske verden, og det er fuldstændig umuligt, at sætte sig ind i det hele. Hvorledes skulle man så kunne sætte sig ind i ovennævnte faggruppers tilsvarende videnskabelige produktion.

For at begrænse mængden af læsestof, læses kun de speciale-relevante tidsskrifter, og det betyder, at det er den lille og snævre gruppe specialister, der læser disse tidsskrifter, og de giver så information om udvalgte artikler videre til deres kolleger i form af oversigtsartikler eller foredrag.

Den enkelte er altså tvunget til at uddelegere ansvaret for sin egen information til specialkyndige kolleger, og må så stole på deres dømmekraft, og på at de videregiver det, der har relevans og interesse for ham og ikke blot for dem selv.


Skal vi acceptere den fortsatte subspecialisering, de stadigt snævrere faggrænser, det øgede snæversyn og de mange fordomme faggrupper imellem ?
Hvad kan vi ellers gøre ?


Vi kan sætte samtlige faggrupper her i landet på omskoling til dansk. Vi har et udmærket sprog, som har den store fordel, at det forstås af ret store dele af befolkningen. Det lyder måske tåbeligt, for vi går da ud fra, at vi alle taler og skriver dansk. Det gør vi bare ikke.

Efterhånden som man inden for sin egen lille, snævre kreds opbygger sit hjemmestrikkede sprog, lad os kalde det "lingo", så klarer man sig fint dagen igennem uden at kere sig synderligt om grammatik eller den flora af ord, som kunne berige vort danske sprog, hvis vi brugte dem lidt mere til daglig.

Alt efter ens daglige virke er dette rædsomme lingo blevet en blanding af dansk, engelsk, græsk, latin, fysik og matematik mixet med en række forkortelser, der gør denne grød helt uspiselig for udenforstående.

Og det er ikke kun i lægeverdenen, det er galt. Tænk blot på den underlige lingo, der trives i computerverdenen, i militæret, på offentlige kontorer, i vor lovgivning, i medierne eller i de politiske cirkler på Christiansborg.

Det er derfor ikke så enkelt, som det lyder, at omskole de forskellige faggrupper til at tale og skrive dansk.

Først og sidst skal man huske, at det primært drejer sig om kommunikation.

Det vil sige, at man skal tilstræbe at tale og skrive, så alle, uanset faggruppe, kan forstå det. Det betyder naturligvis, at man er nødt til at anvende et større ordforråd, - altså krydre teksten med de "civile" fremmedord, som har været en del af sproget længe nok til, at det forstås af hele befolkningen.

Enhver vil herefter kunne læse en hvilken som helst fagtekst; - i starten dog udrustet med en almindelig fremmedordbog.


Danmark er et lille sprogområde, og megen viden nedfældes på andre sprog, men dette burde ikke være nogen hindring. Vi kommunikerer jo udmærket med en udlænding, hvis vi taler og forstår hans nationalsprog. Det er som nævnt ikke nationalsprogene, der er en hindring, det er fagsprogene.


En dansk kemiker skal kunne læse en engelsk, lægevidenskabelig artikel om elektromagnetisk påvirkning af hjernen; han skal kunne holde foredrag om emnet for danske biologer; og landmanden, der bor under højspændingsmasterne skal kunne forstå ham.


Umuligt ?

Kun for de, der er bange for forandringer.
??

Publiceret alternativinfo 1999

Home > Artikler > Cognitiv dissonans
04-12-2021