Uden den store opmærksomhed i befolkningen, ser vi i disse år en række betænkelige udviklingstendenser, som vi ikke bør negligere betydningen af.

Vi ser en stigning i antallet af kræftsyge (alene brystkræft er steget med 70% siden 2.verdenskrig), tiltagende resistensproblemer over for mikroorganismer, stagnerende til faldende levetid, faldende sædkvalitet, flere infertile par (nu 20%) og andre betænkelige udviklinger, som synes at trække stik imod den fremgang, vi ellers har vænnet os til.


Kan vi, med denne udvikling, være sikre på, at også vore børnebørn kan blive bedsteforældre?

Eller er der ligefrem grund til at tvivle på mulighederne for artens overlevelse ?


Men har vi det ikke meget godt? - I hvert fald i Danmark ?

Har vi ikke Verdens bedste sundhedsvæsen? -og endda helt gratis?

Måske ikke helt.

Trods videnskabens fremskridt, er levealderen i Danmark faktisk stagneret i 15 år, så vi ligger iblandt de tre lande i Europa, der har den korteste levetid, og vi er det land i Norden, der har den højeste børnedødelighed. Ikke flatterende, og vi prøver så at forklare forskellen med vort tobaksforbrug.


Men hvad med de strålende lægevidenskabelige fremskridt? Kan de ikke redde os?

Næppe. Måske endda tværtimod. De store, dyre, højteknologiske operationer har ikke rokket en tomme ved middellevetiden, selv om de har gjort et stort indhug i sundhedsbudgetterne
.
Hver niende, der ligger på sygehus, er indlagt på grund af toxin/medicin-påvirkning, og hver femte, der ligger på sygehus bliver underernæret efterhånden som indlæggelsen skrider frem.


Sundhedsvæsenet er desværre blevet mere og mere fokuseret på de indviklede og højteknologiske løsninger, og overser gerne de simple løsninger.

I dag er lavteknologi = lavstatus i sundhedssektoren.


Det er i forskningslaboratorierne og på operationsstuerne, heltegerningerne foregår. Der er ikke den samme glamour over profylakse, miljø-medicin og ernæringsrådgivning, som derfor rangerer lavt for den, der har sin karrière at tænke på.

Det er synd, for det er en nærliggende tanke, at det netop er disse tre fag, der kunne rokke ved de røde tal, der præger befolkningens sundhedsstandard i disse år.


For eksempel er det jo en regel, at en læge skal informere sin patient om bivirkninger ved den medicin, han ordinerer ham, og ligeså skal farvehandleren mærke sin maling efter fareklasse.

Men hvad med grillbaren, slagteren og grønthandleren?

Der er ingen lov om varedeklaration af kunstigt fremstillet mad, som ligner naturprodukter (som f.eks. grøntsager). Ikke et ord om mængden af hormoner i kødet, tungmetaller i fisken, om fritureoliens oxidationstal og indhold af trans-fede syrer, ikke et ord om at drivhusgrøntsager mangler mineraler som f.eks. selén.


I vore fødevarer og vort drikkevand forekommer toxiner og hormonlignende stoffer fra industri og landbrug, og hvis det ikke er nok, så får vi lidt fluor i tandpastaen til at skrubbe det oxiderede kviksølv af vore amalgam-fyldninger i tænderne. Kviksølv, som er så giftigt, at selv det mindste batteri ikke må smides i skraldebøtten. Men som derimod erklæres ugiftigt, når vi tygger på det. (Dog er det nu erklæret giftigt for børn og for os andre efter år 2000.)

Den internationale videnskab er nu ved at blive mere opmærksom på begrebet metaltoxicitet. Naturligvis er der først og fremmest fokuseret på tungmetallernes effekt på den cellulære biokemi, men også jern, kobber og aluminium samler interesse.

Måske vi en dag vil revidere vor anvendelse af aluminiumholdige antacida, ligesom man i sin tid måtte revidere sin anvendelse af kalomel (HgCl) som mavemedicin. Også kalomel ansås som helt ufarligt, og blev indtil midten af dette århundrede anvendt som mavemedicin og var almindeligt anvendt til børn for smerter ved tandfrembrud. Da man omkring 1954 forbød kalomel, forsvandt sygdommen acrodyni stort set fra verdenskortet.

Det kunne vi måske lære noget af.


Miljømyndighederne har efterhånden erkendt, at det er illusorisk at forestille sig al byjord renset for tungmetaller. Man er indstillet på at acceptere tilstanden og i stedet lægge restriktioner på brug af jorden, dyrkning af grøntsager, børns leg o.s.v. Vi må med andre ord indstille os på at leve i disse forurenede omgivelser. Omgivelser, som ved deres metalbelastning vil katalysere en acceleration af fri radikal aktivitet, cellulær degeneration og hurtigere aldring, om ikke direkte sygdom.

For at gøre det endnu mere grelt, er de selv samme myndigheder, som altså ikke er i stand til at sikre os et rent miljø med rent drikkevand, og ugiftige madvarer, nu ved at fjerne vore muligheder for delvist at beskytte os mod forureningens sundhedsskader.

Det selv samme EU, som yder milliardstøtte til tobaksbøndernes forbrug af kunstgødning og sprøjtemidler, har, til benefice for medicinalindustrien, påført os restriktioner for sammensætningen af kosttilskud. Restriktioner, som i 1994 også skulle indføres i USA, men som befolkningens massive protest fik ændret, så kosttilskud kun kunne forbydes, hvis det var påvist sundhedsskadeligt. Vitaminer og mineraler i tilstrækkeligt store doser til at hæmme den fri radikal aktivitet, de såkaldte højdosis-antioxydanter som nu frit kan købes i USA, skal i Danmark registreres som medicin.

Ved at kræve registrering som medicin, kræver man også dokumentation for effekten. Dokumentation i dag betyder, at stoffet er undersøgt dobbelblindt med cross-over af to randomiserede grupper, eller flerstrenget med dosisvarians, og studiet offentliggjort i et anerkendt, internationalt, videnskabeligt tidsskrift.
En sådan undersøgelse løber let op i betydelige millionbeløb, og det er kun den tunge petrokemiske og farmaceutiske industri, der kan løfte det.

Medicinalindustrien er ikke filantroper, men aktive virksomheder, som naturligvis må have deres investering finansieret, og det kan de kun gøre ved at lægge forskningsudgifterne på prisen af medicinen.

Dette kan en virksomhed naturligvis kun gøre på medicin, som den har patent på.

Da medicinalindustrien har en afgørende indflydelse på den lægevidenskabelige forskning, betyder det to ting:


For det første er det en forudsætning for at lancere en ny medicin, at stoffet kan patenteres.


For det andet vil der aldrig vil blive ofret nævneværdige summer på en ordentlig udforskning af naturligt forekommende stoffer.


Verden vil på denne måde gå glip af ny viden om en eventuel helbredende effekt af stoffer som ikke kan patenteres, enten fordi de er naturligt forekommende, eller fordi de er så gamle, at patentet er udløbet.

Ikke alene forholdes vi således viden om vitaminernes, aminosyrernes, enzymernes og mineralernes helbredende effekt, vi forhindres også i at anvende disse ufarlige veje til at forsøge at beskytte os selv mod myndighedernes fejlagtige miljøpolitik.


Hvis også vore børnebørn skal have mulighed for at blive bedsteforældre, skal der satses helt anderledes målrettet på "lavkaste-områderne" profylakse, miljø-medicin og ernæringsrådgivning.


Ligesom det internationale lægesamfund for snart 20 år siden råbte vagt i gevær over atomoprustningen og stiftede organisationen "Læger mod kernevåben", således bør vi nu råbe vagt i gevær og sige:

Vor art er truet!

Claus Hancke
Publiceret alternativinfo 1999

Relaterede artikler:
Amalgam og kviksølvforgiftning 
   af Bruce Phillip Kyle (læge)
Den indre forurening 
   af Bruce Phillip Kyle (læge)
Kviksølvforgiftning og dets virkninger 
   af Anni Hjorth (foredragsholder og forfatter)
Miljø og sygdom 
   af Bruce Phillip Kyle (læge)
Nytænkning i lægekunsten 
   af Bruce Phillip Kyle (læge)
Omgivelserne gør os syge 
   af Bruce Phillip Kyle (læge)

Home > Artikler > Er vor art truet ?
04-12-2021