Den 14. oktober 1991 var der en artikel i den amerikanske avis The Wall Street Journal, der fortalte om Thomas Latimer, en 30-årige ingeniør ansat i olieindustrien i Dallas, Texas. Én sommer lørdag i 1985 gik han ud af sit hus med det formål at arbejde lidt i haven, sprøjte uønsket ukrudt, og herefter slå græsset. Næste dag var han utilpas. Han begyndte at få influenzaagtige symptomer såsom hovedpine, kvalme, rindende næse og muskelsmerter. Efter 10 dage var han stadigvæk syg, så han konsulterede en læge, men hans tilstand blev ved at forværres. Efterhånden blev hans træthed og muskelsmerter kroniske og ledsaget af ubehagelige symptomer fra nervesystemet i form af nedsat koncentration, talevanskeligheder, problemer med at fokusere øjnene, gangbesvær og til sidst natlige krampeanfald. Seks år og 20 læger senere, efter talrige lægeundersøgelser omfattende rygmarvs- og levervævsprøver, scanningsundersøgelser og diverse hjernestudier, måtte Thomas Latimer - nu 36 år gammel - acceptere diagnosen: han blev forgiftet ved en enkelt administration af pesticidet diazinon, der blev absorberet gennem huden og indåndet som dampe, den dag han sprøjtede sin græsplæne mod ukrudt.

Hvordan kunne det ske at Thomas Latimer kunne blive så syg, når millioner af mennesker bruger pesticidet diazinon hvert år? Var der noget specielt ved ham, som svækkede hans evne til at udrense giftstoffet? Seks speciallæger - en toksikolog, 3 neurologer og 2 neuro-oftalmologer - undersøgte ham, og selvstændigt af hinanden konkluderede de, at hans lever var for langsom til at afgifte. Årsagen til dette var en medicin kaldet Tagamet (Acinil er den danske udgave), som han var i behandling med på grund af mavesår. Tagamet er eet blandt mange lægemidler i dag, som har den bivirkning, at leverens afgiftningsevne reduceres. Ved en normalt fungerende lever vil kroppen udrense diazinon i løbet af 24 timer, men i Latimer´s tilfælde kunne han ikke komme af med giften, fordi hans levers evne til at udrense den blev sat ud af funktion.

Grunden til, at nogle mennesker får miljøskabte sygdomme, medens andre skånes, er set i dette perspektiv ganske ligetil. De mennesker, som bliver syge, er dem som er udsat for en eksponering, som de ikke er i stand til at afgifte. I denne sammenhæng vil hvad som helst, der forringer kroppens afgiftningsevne, samtidig forøge risikoen for symptomer, der stammer fra disse eksponeringer. Nyere forskning har påvist, at afgiftningsevnen kan være arveligt betinget, og at der findes en betydelig variation blandt ganske almindelige raske personer. I min egen klinik har vi erfaret, at et ældre søskendepar med en lang historie af helbredsproblemer, blev undersøgt for leverafgiftningsevne, og det viste sig, at begge to havde en svært nedsat afgiftningsevne. Det er ikke utænkeligt at der måske også var en arvelig faktor til stede i Thomas Latimer´s tilfælde.

I spørgsmålet om hvem, der vil udvikle symptomer fra miljøets tilførsel af diverse kemikalier, pesticider, konserveringsmidler, organiske opløsningsmidler og tungmetaller, er det afgørende moment den individualiserede respons. Hvor effektiv afgiftningsevnen er, vil være afhængig af de faktorer fra arv og miljø, der skaber biokemiske variationer hos mennesker. Under passende omstændigheder af genetisk sårbarhed og interaktioner med andre giftstoffer fra miljøet, kan den toksiske overstimulation nedsætte personens tærskel for, hvad der kan tåles, og hermed føre til miljøsygdom. Ligeledes kan langtidsvirkninger fra kroniske eksponeringer, kombinationer af forskellige giftstoffer (inklusiv medicinfremkaldte bivirkninger), tilstedeværelse af andre sygdomsprocesser og underskud i vigtige næringsstoffer forværre tendensen til kemisk overfølsomhed. Det må understreges, at den absolutte mængde gift ikke altid er afgørende for symptomernes styrke, da følsomheden vil variere afhængig af de førnævnte faktorer.

Som læge med praktisk erfaring med mennesker, der lider af problemer forbundet med kemisk overfølsomhed, er jeg blevet overbevist om, at miljøsygdomme er meget mere udbredt end man hidtil har regnet med. Der findes et bredt spektrum af sygdomstilstande, som vi normalt ikke forestiller os stammer fra det ydre miljø, og som i virkeligheden skyldes en tiltagende forgiftningseffekt. Udover kræft, som jeg skal omtale om et øjeblik, tænkes specielt på tilstande, hvis årsag er ukendt, som fx hyperaktivitetssyndrom hos børn, kronisk trætheds syndrom, fibromyalgi, multi-allergisk tilstand, endogene depressioner og angstneuroser. Giftige metaller, og de symptomer de kan give anledning til, er et andet vigtig område hvor miljølidelser ses, specielt kviksølvpåvirkninger fra tandamalgam, som består af 50% kviksølv (tandlægens betegnelse er "sølv" plomber).

I 1980´erne blev det videnskabeligt bevist, at kviksølv fordamper fra amalgamoverflader ved tygning, og ophobes herefter som et giftigt affald i kroppen, specielt i nervesystemet. I en skrivelse til de svenske myndigheder betegnede neurobiologen Mats Hanson anvendelsen af kviksølv i tandplejen som "...en forgiftningskatastrofe af meget stor betydning". I sit forfatterskab har han forsøgt at dokumentere denne påstand ved at referere til forekomsten af mange sygdomstilstande, - fx leddegigt, fibromyalgi, ulcerøs colitis, Crohn´s sygdom, multipel sklerose, ALS, Alzheimers, epilepsi, multi-overfølsomheder, m.fl. - hvor der foreligger skriftlige meddelelser om personer, der har fået det bedre eller er blevet helt raske efter amalgamudskiftning. I 1993 udgav den norske speciallæge Harald Hamre en bog "Amalgam og Sygdom", hvor over 600 videnskabelige artikler gennemgås med henblik på at vurdere helbredsrisikoen med amalgamfyldninger. Konklusion: kviksølv fra amalgam kan være medvirkende til alvorlige sygdomme, - bl.a. kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, angst, depression, multipel sklerose, Alzheimers og fosterskader.

En amerikansk lægelig forfatter har beskrevet de mennesker, der er udsat for en miljø-betinget forgiftningseffekt, som "samfundets gule kanariefugl". I gamle dage brugte minearbejderne en kanariefugl som kontrol på kulilteforgiftning nede i minen. Når fuglen faldt om, var det tegn på, at nu skulle minearbejderne skynde sig ud af minen så hurtigt som muligt for at undgå selv at falde bevidstløse om, og hermed møde en for tidlig død. Ligesom de gamle minearbejderes kanariefugl, er de mennesker som lider af kemisk overfølsomhed et advarselstegn for samfundet. De er de første til at registrere på egen krop den tiltagende belastning af kropsfremmede kemikalier og tungmetaller, der sker i samfundet.

Thomas Latimer´s uheldige kombination af overmedicinering og lavdosis pesticidforgiftning er et klassisk eksempel på "den tavse epidemi". Den er tavs, fordi lægestanden ikke er vågen for problemets omfang. Inden for systemet vil disse patienter ofte mistænkes for "psykisk overbygning", når de kommer med deres træthed, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser og indre uro. Deres symptomer betragtes som en psykiatrisk tilstand i sig selv, eller som psykologiske følger af en belastet social situation (for meget stress, arbejdsløshed, skilsmisse, etc). Personer med de nævnte belastningsproblemer vil tit blive så handicappede til sidst, at de må opgive deres uddannelse eller arbejdsvirksomhed, og opleve en heraf følgende social deroute for at ende med bistandshjælp resten af deres dage. Nogle vil tage deres eget liv.

Når man betragter kræftsyge, så er situation helt anderledes i den forstand, at kræft er en godkendt sygdom, hvor der ikke opstår de samme problemer ved diagnose og anerkendelse, som der ses fx hos miljøbelastede personer. Alligevel kan der også her spores en udviklingstendens, hvor antallet af kræftsyge er stigende (specielt blandt yngre mennesker og børn), som ikke er til at forstå medmindre man ser den i forhold til det verdensomspændende miljøproblem.

Jorden, vores "ydre stofskifte", behandles med kunstgødning og sprøjtes med pesticider (pesticider inkluderer insektgifte, herbicider mod ukrudt og fungicider mod svampe). Sundhedsfarlige kemikalier i pesticider og kunstgødning går i jorden og forgifter den med det resultat, at den føde vi får fra jorden også bærer på giften. På Fyn er de store mængder af pesticider brugt siden 2. verdenskrig nået ned til drikkevandet. Dyrisk fedt er et ophobningssted for kemikalier og medicinrester, der bruges inden for landbruget i enorme mængder i dyrefoderet.

Tiden er derfor moden til at genoptage den Hippokratiske sygdomsmodel. Ifølge Hippokrates, lægekunstens fader, er helbred en balance mellem ernæring og afgiftning. Hele kroppen skal behandles, ikke kun symptomerne. Ernæring er essentiel, derfor skal man overveje fødens egenskaber samt fordøjelseskanalens tilstand. Lige så vigtigt er patientens evne til at afgifte. En behandling ud fra disse principper vil tage hånd om det grundlæggende problem. Det kræver selvfølgelig under forløbet, at man kender sin patient som person, og ikke begår den fejl at afvise dennes historie som "psykisk overbygning".

Læge, Bruce Phillip Kyle Stavtrup, 23.09.96
Publiceret alternativinfo 1999

Relaterede artikler: 
Amalgam og kviksølvforgiftning 
af Bruce Phillip Kyle (læge)
Den indre forurening 
af Bruce Phillip Kyle (læge)
Kviksølvforgiftning og dets virkninger 
af Anni Hjorth (foredragsholder og forfatter)
Nytænkning i lægekunsten 
af Bruce Phillip Kyle (læge)
Omgivelserne gør os syge 
af Bruce Phillip Kyle (læge)

Andre interessante links: 
Fremtidens børn bliver dummere, fordi vi forgifter dem (Videnskab.dk 06-06-2013)
Hvert år udledes giftige kemikalier i samfundet, som hjerneskader fostre og småbørn. Det vil få uoverskuelige konsekvenser, hvis vi ikke griber ind nu, siger dansk miljøprofessor.

Skader fra miljøgifte kan arves (Videnskab.dk 13-08-2012)
En række sygdomstilstande - fra forstyrret pubertet og infertilitet til nyresygdomme og adfærdsvanskeligheder - kan skyldes, at din bedstemor eller oldemor blev udsat for miljøgifte tidligt i graviditeten.

01-12-2021