Hvad er tro og hvad er videnskab? Jeg er trænet i den til tider lidt stivnede videnskabelige tradition, som har medført, at jeg helst forholder mig til det målelige og det der kan registreres. For mig skal påstande kunne dokumenteres gennem systematisk indsamlede data eller gennemførte forsøg. Det materiale der således fremkommer, kan danne grundlaget for analyser og tolkninger som bl.a. på grund af metoden placerer sig i "troværdighedens felt". Men et eller andet sted er jeg dog også klar over, at jeg med en sådan tilgang til Verden risikerer at gå glip af en hel del. Hvad stiller man op, når man står overfor fænomener, der er baseret på tro? Lever man i et religiøst univers, der er opbygget omkring tro, vil der måske være visse begivenheder, som blot tilskrives status som mirakler og dermed er al videre undersøgelse udelukket. Til alt held er jeg i besiddelse af en enorm nysgerrighed, som på trods af min skepsis, byder mig at experimentere med det udokumenterede, så jeg ved selvsyn kan søge en vished eller slags bevisførelse om man vil. I virkeligheden ses gang på gang at dér, hvor grænserne mellem tro og videnskab ikke er alt for hårdt optrukne - skabes et frodigt grænseland, - en plads hvor nytænkning får mulighed for at vokse frem! Jeg har i det forgangne år eksperimenteret med noget for mig helt ukendt og står nu med nogle erfaringer som ikke er til at overse, men jeg mangler de kvantitative data til at underbygge mine fund. Jeg har derfor efterlyst om der er andre hundeejere der har gjort lignende erfaringer.
Jeg har en Irsk Ulvehund på 7 år, som i nogen tid har været plaget af gigt. Faktisk har det været så slemt, at hun ikke kunne deltage på gå ture med de andre hunde og hun var heller ikke i stand til at gå op af trappen til 1.sal. Jeg har forsøgt at afhjælpe problemet med forskellige former for gigtmedicin, men stort set alle præparater, på nær eet, gav problemer med maven. Derfor har jeg kun kunnet behandle hende, når gigten plagede hende allermest. Flere af mine venner har forsigtigt antydet, at jeg måske burde lade min hund aflive, fordi symptomerne var så overvældende, at hendes livskvalitet måtte siges at være stærkt reduceret. På et tidspunkt læste jeg, at man inden for den humane medicin foretog nogle forsøg med hybenpulver til behandling af gigt. Hyben har vist sig at have en god effekt på et stort antal gigtpatienter. Man tog udgangspunkt i at pulveret virker, og forsøgte gennem forskellige forsøg, at afklare hvorfor det virker. Min ulvehund blev derfor sat på hybenkur. I to måneder skete der intet, men jeg fortsatte behandlingen og oplevede derefter en gradvis forbedring, som gjorde, at hun en gang imellem gik op på 1.sal. Jeg var glad for selv en lille forbedring af tilstanden og overvejede om jeg ikke kunne supplere med noget andet, for derved at få en yderligere forbedring. Jeg havde læst at fiskeolier også skulle have en gavnlig virkning på gigt, så jeg anskaffede lakseolie, hvor A og D vitaminerne var fjernet for at undgå en overdosering af netop disse fedtopløselige vitaminer. Efter nogle måneder med lakseolie og hybenpulver syntes hendes tilstand atter at tage et skridt i den rigtige retning. Jeg forventede ikke mirakler, men håbede på at hun kunne komme til at leve et tåleligt liv, uden at skulle indtage alt for meget smertestillende medicin. Forholdet mellem dårlig fordøjelse og gigt Uden at jeg vil belemre læserne med lange udredninger om mit eget helbred, vil jeg dog kort nævne, at jeg i de senere år har døjet en del med gigtlignende symptomer. Det sammenholdt med min hunds gigt har ansporet mig til at læse mere om emnet. Jeg ville prøve om jeg kunne opnå en forståelse af hvorfor disse symptomer opstår. Alt for mange behandlere, både dyrlæger og læger har hang til blot at symptombehandle, uden at interessere sig synderligt for årsagssammenhænge. Ernæringsøkonomen og kostvejlederen Ellen Møller har skrevet en bog med titlen "Spis dig fra Ledsmerter, Gigt og ......" som er udgivet på forlaget Klitrose, 1999. Hundes fordøjelsessystem er naturligvis ikke magen til menneskets, så man kan ikke umiddelbart antage, at man kan overføre en viden om den menneskelige krop på hunden. I hvert fald ikke hvad de konkrete fødeemner angår. Dog kan man antage, at en svækket tarmslimhinde kan være kilde til parallelle symptomer hos mennesker og hunde. Faktisk er det også meget forskelligt hvilke fødeemner, der giver problemer hos (menneske) gigtpatienter, så det er et spørgsmål om at prøve sig frem. Ellen Møller siger at medmindre der er tale om diarré, forstoppelse eller svien i maven, så er patienten oftest ikke opmærksom på, at der er egentlige uregelmæssigheder i fordøjelsen. Hun tilføjer: "....fordøjelsen er krumtappen i et godt helbred. Dette gælder også ved såvel forebyggelse som helbredelse af gigt og ledsmerter. De fleste har mødt mennesker - måske ovenikøbet meget gamle - som stort set aldrig har kendt til sygdom eller smerter. På trods af usunde spise- og drikkevaner. Dette fænomen kan der være mange forklaringer på - bl.a. en sund, velfungerende fødeomsætning i tarmsystemet. Hvis ikke føden omsættes ordentligt, er selv den sundeste mad utilstrækkelig. Ganske enkelt fordi cellerne går glip af madens næring. Hele fordøjelseskanalen er på indersiden beklædt med en slimhinde, der i virkeligheden er kroppens indvendige panser - ligesom huden er det udvendige. En stærk tarmslimhinde er derfor kroppens bedste værn mod sygdom af enhver art. Men på grund af allergi, overfølsomhed eller svampeangreb i tarmen kan tarmslimhinden være mere eller mindre tyndslidt forskellige steder. Det er problemer af den art, der - ifølge mine erfaringer - stort set altid ligger til grund for ledsmerter og gigt. Når tarmslimhinden er svag, kan den ufordøjede føde, sammen med bakterier, kemikalier (bl.a. kunstige farvestoffer og kunstige sødemidler) og andre kropsbelastende stoffer, trænge igennem tarmslimhindens isolerende lag og blande sig med blod og vævsvædsker. Dette forårsager en tilsvarende belastning af immunsystemet".(s.27-28). Leveren er et af kroppens rensningsanlæg; hvis den overbelastes af de ovenfor nævnte faktorer, vil affaldsstofferne blive aflejret i kroppens fedtvæv og herunder også i hjerne og nervevæv. Herved inddrages også muskel og bindevæv. Ellen Møller beretter, at man hos patienter med leddegigt, har fundet rester af stofskifteprodukter fra kolibakterier (tarmbakterier) i disse patienters ledvædske. Med denne opdagelse in mente, er det ikke underligt, at gigt og ledsmerter hænger nøje sammen med tarmfunktionen. Det er derfor først og fremmest genoprettelsen af en god tarmfunktion, der er en forudsætning for helbredelse af gigt og ledsmerter. Egentlig har jeg aldrig bemærket at min ulvehund har haft synlige fordøjelsesproblemer, men jeg besluttede alligevel at forsøge med et tilskudsprodukt, som grundlæggende er bygget op over de samme principper om vigtigheden af en sund fordøjelse, som beskrives i Ellen Møllers bog. Produktet hedder Hokamix 30 og er en sammensætning forskellige urter, vitaminer og mineraler, som skal skabe en sund og velfungerende mave- tarm funktion. Jeg må med det samme indrømme, at jeg intet ved om lægeurter og alternativ behandling, så mine forventninger til produktet var ikke store. Jeg læste i vejledningen, at der ikke kunne forventes nogen tegn på bedring i de første seks uger, så jeg blandede slavisk produktet op i foderet morgen og aften, men glemte i første omgang at studere om der indtraf nogen ændringer overhovedet. Da jeg havde givet tilskuddet i ca. 8 uger, kom en opdrætter-bekendt på besøg, som ikke havde været her i næsten 6 måneder og det første hun bemærkede var, at der var sket noget revolutionerende med min gigtplagede hund. Først da gik det for alvor op for mig, at hunden rent faktisk var begyndt at trave med en taktfasthed som jeg ikke havde set længe hos hende. Min gæst var målløs og vi blev enige om, at selvom ingen af os tror på mirakler, så var der nok flere af vores hunde, der burde sættes på Hokamix for at se, om vi også her ville være i stand til at registrere ændringer. Jeg har en ung hanhund på nu 9 måneder. Han har i lang tid (måneder) haft en sart mave med hyppigt forekommende diarré. Han fik desuden en staffyllokokinfektion i huden som kom til udtryk ved talrige bumser og irriterede plamager på maveskind og inderlår. Han havde været behandlet med antibiotika et par gange, men hver gang vendte problemet tilbage efter et stykke tid. Han blev sat på Hokamix idet det siges at kunne afhjælpe hudproblemer også. Den unge hund har ikke længere problemer med huden og hans pels har fuldkommen ændret karakter, fra at være mat, grålig og skællet til at være skinnende blank og sort. Om Hokamixen her er årsagen til bedringen eller om der er tale om en spontan helbredelse ved jeg ikke. Forfatteren Ellen Møller beskriver, at hun selv slap af med en alvorlig hudlidelse ved hjælp af en målrettet kostomlægning. Sammenholdt med begejstrede rapporter fra andre bekendte, der bruger urtetilskuddet til deres hunde, så fornemmer jeg at der måske er en sammenhæng. Folk med pelshunderacer beretter, at aldrig før har deres hunde haft så overvældende pelse som efter at de begyndte at bruge Hokamixen. Jeg mener, at pelskvalitet tildels er arveligt men det er naturligvis også en afspejling af individets almentilstand. En lækker sund pels vidner om en sund hund. Ihvertfald er der en sammenhæng mellem en dårlig tarmfunktion og mange forskellige lidelser. Hvis tarmen ikke fungerer optimalt, så er den heller ikke i stand til at optage de livsvigtige næringsstoffer fra føden, uanset hvor sundt individet spiser. Hvis Hokamixen virkeligt er i stand til at optimere tarmfunktionen, så er der egentlig ikke så meget hokus pokus ved mine observationer omkring hundenes forbedrede helbred. Jeg tror at man kan optimere virkningen ved også at give hunden et tilskud af mælkesyrebakterier, enten i form af youghurt eller som koncentrerede mælkesyrebakterier i kapsler. Jeg har forsøgt den vej. Ud fra en antagelse om at Hokamixen skaber optimale betingelser for tarmfunktionen, så må tilskuddet af mælkesyrebakterier være medhjælpende til en yderligere regulering og forbedring af tarmfloraen. Formodningen om Hokamixens positive indvirkning på hunden med gigt og unghunden med hudproblemer, gjorde at jeg besluttede at sætte hele min hundebestand på et dagligt tilskud af præparatet. Det gjorde jeg ud fra en betragtning om, at det må være bedre at optimere hundenes generelle sundhedstilstand og immunforsvar end at reparere på dårligdommene, når de indtræffer som følge af diverse mangler. Jeg har en anden tæve på snart 6 år, som altid har været en lidt anonym hund og som er svær at få til at sætte muskler. Hun bevæger sig kun når det er nødvendigt, hvilket jeg finder meget atypisk for en irsk ulvehund. Hun har desuden jævnligt haft problemer med hold i nakken. Efter ca. 6-7 uger med tilskud af Hokamix har hun fuldkommen ændret karakter, hun er blevet legesyg og meget pjattet. Hun tager frivilligt lange sprint, når vi går på marken, hun leger og driller de andre hunde, i en sådan grad at jeg har svært ved at kende min lade ulvehund igen. Hun har ikke haft hold i nakken i flere måneder, siden jeg begyndte at give hende urtetilskuddet, så jeg krydser fingrer for at det måske er væk. Jeg havde netop trimmet hende i bund, inden jeg satte hende på Hokamix og den nye pels der vokser frem, er anderledes tæt, blank og strid i forhold til hendes sædvanlige pels. Selv om jeg vil mene at de hele tiden har været glade og sunde hunde, så er der sket en mærkbar ændring af stemningslejet hos 4 ud af 6 hunde. Det gode ved den slags forsøg er at eftersom dyrene ikke har nogen forventninger til et givet præparats virkning, så kan man udelukke spørgsmålet om en placeboeffekt. (Placebo er, når noget har effekt, fordi man tror på det) Desværre kan mine begrænsede data ikke fungere, som en decideret videnskabelig dokumentation for antagelsen. Men jeg har yderligere kendskab til en 7 år gammel Golden Retriever med HD, som desuden har været extremt gigtplaget i nogle år. Efter den er kommet på Hokamix, er den igen blevet i stand til at gå lange ture. Der er simpelt hen blevet pustet nyt liv i den. Ejeren af en ældre Bouvier Des Flandres beretter nøjagtig den samme historie om en hund, der efter en skade knapt nok kunne bevæge sig og efter at den er blevet sat på Hokamix, er den blevet så god som ny - symptomfri. Jeg har forsøgsvis anskaffet mig Hokamix til mennesker, kaldet Humamix. Jeg har endvidere inddraget min far i experimenterne, da han lider af muskelsmerter og nakkesmerter. Så nu er vi 2 Jack Russell terriere, 6 Irske Ulvehunde, min søsters Rottweiler med vokseværk, hendes 13 år gamle Rhodesian Ridgeback, min far og undertegnede, der er kommet på henholdsvis Hokamix og Humamix. Tilskud og/eller godt grundfoder
Så langt så godt, men i princippet burde det ikke være nødvendigt med tilskud, hvis man ellers spiser og fodrer så det passer til det enkelte individ. Jeg har forsøgsvis sat min gigthund og den unge hund på lam og ris. Det har jeg gjort ud fra en viden om at proteinerne i lammekød og kylling er lettere at fordøje end for eksempel oksekød, svinekød og indvolde. Derudover bør man i videst muligt omfang undgå soya og majs hvis ens hund har tendens til hudirritation. Ris er en udmærket kulhydrat kilde. Jeg oplever at især den unge hund med den lidt sarte mave trives særdeles godt på dette foder. Så konklusionen må her være, at selv om der ikke er tale om systematiske videnskabeligt udførte forsøg, så fornemmer jeg på baggrund af mine observationer, at Hokamix har en gavnlig virkning på visse fordøjelsesrelaterede lidelser. Blot ville jeg ønske at nogen ville foretage systematiske forsøg, så jeg også kunne få en videnskabelig forklaring på præcis hvorfor det virker. Min tidligere så gigtplagede hund lever i dag et helt normalt hundeliv. Hun går ture med de andre hunde, kan komme op og ned ad trappen uden problemer. Hjemme i haven er hun en aktiv hund, som ynder at patruliere op og ned langs hegnet til vejen. Der er desuden sket yderligere en ændring i hendes krop, som jeg på nuværende tidspunkt ikke helt er i stand til at kortlægge: Hunden har i nogle år været periodevis inkontinent, formodentlig som følge af en sterilisation da hun var 3 1/2 år gammel. I det sidste halve års tid her der ikke været eet eneste tilfælde hvor hun har urineret i søvne. Jeg har naturligvis gjort mig nogle overvejelser omkring problemstillingen,men vil i første omgang holde mine hypoteser for mig selv og blot meddele læserne, at min hund der var uhyggeligt tæt på at blive aflivet, I dag lever et rigtig godt hundeliv, nogle af hendes symptomer er tydeligvis væk takket være brugen af Hokamix. Pernille Monberg Ovenstående artikel er
oprindeligt bragt i ULVEHUNDEN
Artikler
> Artikler > Kan man virkelig puste nyt liv i gamle hunde? |
|
||||||||||||
