Vi mennesker kan være meget hurtige på aftrækkeren når vi møder et ydre, der ikke lige passer ind i vores begreber af "normal". Vi kommer meget hurtigt til at lade vores fordomme, for hvad der er rigtigt og forkert, dømme andre mennesker, før vi overhovedet giver dem mulighed for at vise os, hvem de i virkeligheden er. Det kan være deres ydre, der ikke svarer til vores normer, eller det kan være handlinger et menneske har gjort i sin fortid, som får os til at dømme ham/hende. Har et menneske i sin fortid f.eks. været svækket af nerver, er vi tilbøjelige til at skulle "passe" ekstra på dette menneske. Vi gør det af en god mening, da vi tænker, at der var jo engang hun havde dårlige nerver, så vi må hellere lade være med at sige eller gøre det ene eller det andet, da hun jo har tilbøjelighed til nervøse nerver. Men i virkeligheden er vi gået ind og ikke bare har tænkt for hende, men vi har også følt for hende. Vi har konkluderet, at sådan vil hun reagere. Ud fra vores konklusion bestemmer vi, hvad hun kan klare og ikke klare. Vi fratager hende ikke bare hendes egen mening, men også hendes ansvar for hendes liv. Er der så f.eks. en mand, der har været tyv tidligere i sit liv, så gør vi det samme. Der er måske en fest i gang, og under festen er der en pung der bliver væk. Mistanken vil straks falde på denne mand - også selv om vi ikke vil sige det højt eller indrømme det. Inde i os er der en lille stemme der siger, at det er jo nok ham, der har taget den. Der er jo også det gamle ordsprog: "Een gang tyv - altid tyv". Med disse tanker om denne mand, har vi sat os i dommerstolen, hammeren er faldet - og han er dømt! Denne mand vil blive udsat for vores negative tankeenergi - om han vil det eller ej. Han vil i første omgang være skyldig indtil andet er bevist - om han vil det eller ej. Vi dømmer den tidligere alkoholiker, når vi finder det svært, om vi nu også skal åbne flasken med rødvin i hans nærvær; eller når vi bliver pinligt berørt, fordi vi kommer til at nævne døden foran et menneske, der har mistet en, de har kær; eller når vi hører ordet "enlig mor" og vores kommentar er, at det ved vi godt er svært; eller når der har været hærværk og en udlænding har været indblandet. O.s.v. i en uendelighed. Igennem vores fordomme og domme over andre mennesker, låser vi dem fast i en lille kasse, der siger, at sådan er de, eller sådan var de engang og sådan vil de nok altid være. Vi fratager dem muligheden for at have lært af deres erfaringer. Vi siger, at de ikke kan udvikle sig. Eller vi fastlåser dem i en bestemt rolle, fordi de enten har en anden hudfarve eller en anden religion end os. Men dem vi begrænser allermest og dem vi fratager udvikling allermest fra - er os selv. Vi anskuer verden og andre mennesker ud fra vores livssyn og vores regler. Passer andre ikke ind i denne anskuelse eller i disse regler, så lukker vi døren og vi fratager os selv muligheden for at kunne lære noget - lære noget om det, der er andeledes. I virkeligheden, hvis vi ville åbne op, kunne vi lære en masse af alle dem, der er "anderledes" eller har levet deres liv på en anden måde end os. De har et eventyr at fortælle os - de har set sider af livet, vi aldrig har været i berøring med og de er i stand til at berige os på en måde vi ikke anede eksisterede. Det eneste det kræver er, at vi lægger hammeren fra os, at vi åbner os op og møder andre mennesker med et uskrevet blad i vores verden, og lader dem skrive deres historie. Det eneste der kræves er, at vi forstår, at vi alle rummer hver vores sandhed - og at vi tillader, at sandheden kan være anderledes en vores egen. Så har vi åbnet døren til udvikling, til forståelse, til kærligheden og til det smukke, der er i ethvert menneske. Jeg stod og ventede på bussen. Jeg var kommet for sent ud af døren og var træt efter en begivenhedsrig undervisningsdag. Mit yngste barn havde været alvorligt syg i en længere periode, og jeg havde lige fået at vide, at sygdommen havde forværret sig. Jeg var urolig og bekymret for mit barn og ked af det. Mine tanker var langt væk. Pludselig var der en stemme, der talte til mig. Jeg så op, og der stod en af disse hjemløse forhutlede mænd, som København efterhånden har så mange af. Hans hår lignede noget der ikke var blevet vasket i flere måneder. Han var beskidt og hans tøj var hullet og laset. Hans naturlige "parfume" var ikke af de mest velduftende. Han bøjede sit hoved og kiggede ned i jorden, da han spurgte om jeg kunne undvære en cigaret. Jeg trak en cigaret frem og rakte den til ham. Han løftede sit hoved, kiggede mig dybt i øjnene. Han havde de mest utrolige øjne med dette forunderlige klare og kærlige blik, der rummer en enorm visdom, og han sagde: "Tak, må lyset skinne på dig og dine kære". Så vendte han sig om og gik! Der stod jeg - totalt paralyseret! En stor følelse af kærlighed og fred væltede op i mig, og jeg tænkte, at det hele skulle jo nok gå alligevel. Jeg rettede i mit stille sind en ydmyg tak til Gud for at denne mand var blevet sendt til mig på min vej, i dette tunge øjeblik i mit liv. Jeg var blevet vist, at engle har mange forklædninger! Publiceret alternativinfo.dk: 26.12.2000 Home
> Artikler > Fordomme |
|
|