En dag begynder vi at mærke på os selv, at livet ikke er så nemt, som vi har gået og troet at det skulle være. Eller måske det er "de andre", der har givet os det indtryk, at livet ikke burde være så svært, som vi oplever det. I manges øjne er dét at være sensitiv det samme som ikke at være stærk. Dét at være trist til mode, negativ eller smådeprimeret, det er noget mange slår hen som et svaghedstegn i personligheden, og vi får at vide, at vi da ingen grund har til at være kede af det, og at vi må tage os sammen. Vi begynder at føle, at der er noget galt med os, at vi ikke kan tillade os at være triste. Men glæden er svær at finde, det er som om den har haft flyttedag og ikke bor i os mere. Smilet kommer ikke nemt til os, og vi begynder at tvivle på, om vi nu også er "normale" - alle andre har det så let, tænker vi. Det er sikkert vores lod i livet at have det svært, har vi efterhånden overbevist os selv om.

Vi har levet så længe med følelsen af ikke at være rigtig glad, at den er blevet en meget stor del af os. Vi er begyndt - bevidst eller ubevidst - at identificere os med denne følelse. Dette er ikke sket fra den ene dag til den anden. Men langsomt har vi bygget op i os, at sådan er det bare. Det er noget der er kommet snigende, fordi vi ikke har turde at melde ud, hvor kede af det vi egentlig er, hvor trist vi synes det hele er. For hvis vi gjorde det, var der nok nogle, der skulle fortælle os, at der var noget galt med os. Det kan nemlig være meget svært for andre at forstå, hvordan man kan være ked af det, når der ikke er en umiddelbar ydre årsag. Og måske kan vi heller ikke selv sætte en finger på en sådan årsag. Vi føler os bare ikke glade indeni. Og fordi vi heller ikke helt selv ved hvorfor, så er det jo nok de andre, der alligevel har ret, tænker vi. "Det er mig, der er noget galt med, så jeg må nok hellere lade være med at gøre et alt for stort nummer ud af hvordan jeg har det. Jeg kan jo ikke forklare det", fortæller vi os selv. Og vi bliver ved med at holde vores følelser for os selv. Følelserne går indad og "æder" os langsomt op - de bliver en integreret del af os. Vi vænner os til dem og vi overlever. Nogle dage har vi det jo faktisk meget godt, så hvorfor gøre noget ved det, sådan er det bare. 

Men en dag opdager vi, at det er længe siden vi sidst har kigget os i spejlet. Det er længe siden, at vi har kigget os selv i øjnene. Det er længe siden vi har sendt os selv et smil og fortalt os selv, at vi holder af os. Vi har svært ved at kigge andre mennesker i øjnene - svært ved at kigge livet i øjnene. Vi skammer os over os selv, først og fremmest fordi vi ikke er som de andre - glade og positive. Men den dybere årsag til skammen er den, at vi skammer os over, at vi har ladet stå til, at vi har behandlet os selv så skidt, at vi har glemt vores sjæl. At vi ikke fik sagt fra eller givet udtryk for, hvad vi har hobet op i os. Og vi slår os selv i hovedet med tanker om, at vi stadig lader stå til, at vi ikke gør noget ved det nu, hvor vi oplever, at der er situationer, hvor vi kan sige fra. Vi mangler modet til at stå frem, fordi vi længe har ladet os undertrykke af angsten for hvad de andre ville tænke om os, hvis de vidste vores inderste følelser. Og på den måde skaber vi en følelse af, at vi ikke er gode nok med alt det vi indeholder. Vi har følelsen af ikke at være gode nok til at modtage omsorg. Den skam der gør, at vi ikke rigtig vil være ved vores følelser, er med til at præge vores bedømmelse af, hvordan andre vil tage imod dem. Når vi ikke selv kan være ved os, regner vi heller ikke med, at andre kan rumme os.

Dagene, hvor vi har det godt, synes færre og færre, og vi har sværere og sværere ved at være til. Måske vores krop synes at være tung og svær at være i. Det er som om vi må ud.

Det, der vil ud, er vores sjæl. Men for at sjælen kan komme til udtryk, er der nogle lag i os, der må skrælles væk. Et sådan lag kan for eksempel have overskriften "jeg har jo altid være deprimeret og sådan er jeg bare" eller "jeg spiser for meget, men jeg kan ikke lade være" eller "jeg må have kontrol over mig selv". Man kunne også kalde laget for et mønster eller en cirkel. En handlemåde vi har skabt, måske for længe, længe siden for at beskytte os selv mod at blive såret eller mærke en smerte. Dengang var vi ikke klar til at tackle det, der inderst inde gjorde os ked af det, så vi skabte et forsvar, så vi kunne leve videre uden at skulle kigge på årsagen. Vi begyndte at trøstespise, eller vi begyndte måske helt at holde op med at spise. Her er der tale om henholdsvis en beskyttelse i form af det fysiske lag fedt, når man tager på ved at spise for meget. Så har man en konkret ydre undskyldning at give sig selv for ikke at være smuk, glad eller elske sig selv. Hvis man derimod tager overkontrol over sin indtagning af mad, så får man følelsen af, at man i det mindste styrer sin fysiske krop. Man har den kontrol, som man mangler over sine følelser, og disse bliver gemt væk, i dette tilfælde bag laget, der hedder "kontrol".

De fleste lag har vi skabt ud fra oplevelsen af ikke at være god nok, da vi for længe siden oplevede en smerte. Nu har vi glemt eller fortrængt denne smerte, og derfor kan vi ikke forklare, hvorfor vi går rundt og har det så skidt og går i den ring vi gør. Vi kan bare mærke, at vi ikke kan rumme vores følelser mere - mønstret er ikke længere hensigtsmæssigt for os og vi har ondt "i livet".

Man kan beskrive denne mekanisme som en "kamp" mellem vores sjæl og vores ego. Man kan sige, at vores ego har til huse i vores sind og vores tanker. Det er vores ego, der som udgangspunkt fortæller os, hvordan vi bedst kan beskytte os, så vi ikke mærker når noget gør ondt. Ego er der for at hjælpe os og for at vi kan overleve i denne fysiske verden. Som et meget simpelt eksempel, er det vores ego der sørger for at vi skaffer os mad, og andre livsnødvendige foranstaltninger. Men fordi vi (i Vesten) er meget mentale, har ego tit fået lov til at styre vores liv. Vi har det jo med at gå og tænke meget og analysere og spekulere og vende og dreje vores tanker så meget, at der ikke er plads til at mærke, hvad vores sjæl fortæller os. Og jo mere plads vores ego efterhånden har i os - jo mere vi lader os styre af vores tanker (og af det andre tænker, eller det, vi tror de tænker), des mere vanskeligt er det, at få ego til at dæmpe sig. Ego elsker sin rolle og den magt, det har over vores sind og dermed over os. Det har ikke sådan lige lyst til at være i baggrunden. Det har jo været vant til at have hovedrollen i vores liv, i og med, at vi har undertrykt vores følelser. Derfor er det så svært for os at lytte til vores sjæl. Men på et tidspunkt er vi nået dertil, hvor det er nødvendigt for os at lytte til vores sjæl og vores hjerte, for at vi kan komme videre. Tiden er kommet, hvor vi oplever, at vi har så ondt i os, at ringen er nødt til at blive brudt. Der er ikke længere plads i os til de lag vi/ego har skabt.

Når vi så oplever, hvor svært det er at bryde et gammelt mønster, eller hvor svært livet er, så er det fordi vores ego for alt i verden vil overbevise os om, at mønstret stadig er gældende. Dette oplever vi derfor som en slags boksekamp mellem vores hjerte og vores tanker. Vi prøver at skulle forstå og forklare (vores mentale vane), hvorfor vi har det som vi har det. Men vores ego eller intellekt og logik kan ikke hjælpe os her. Vores ego kan fortælle os, at vi ikke er gode nok - og det kan vi tro på, som vi allerede længe har gjort. Vores ego kan fortælle os, at hvis vi bryder vores mønster, så har vi ingenting - og hvad skal der så ske med os…! Vi kunne jo risikere at miste os selv, at miste det "jeg", som vi kender så godt og som vi har identificeret os med så længe - igen er det ego, der snakker. 

Hvad ville være det værste, der kunne ske, hvis vi skrællede et lag væk, fjernede et mønster, tog det første skridt i skabelsen af en ny vej, en ny måde at se os selv på? Der ville blive givet lidt plads til vores sjæl. Det at give vores sjæl plads, det er at give os selv omsorg - at give os selv kærlighed og at lade vores hjerte komme til orde, det er det samme som at hjælpe os selv til at få det bedre. Nænner vi så det? Det er klart, at når vi ikke har nænnet os selv og vores følelser opmærksomhed meget længe, så gør det ondt at skulle erkende dette. Vi skal muligvis mærke smerten, som den var dengang vi gemte den væk, og dette gør også ondt. Men nu er vi blevet ældre, vi har andre erfaringer med i rygsækken, som gør, at vi nu har mulighed for at tackle det vi måtte møde, på en måde som gør, at vi ikke bliver væltet omkuld af det. Når "boksekampen" opleves i os, er det fordi vi er klar til at tage vores mønster op til revision. Vi er klar til at ændre noget i os, klar til at give os selv den kærlighed der er så vigtig for at kunne være den vi er inderst inde. 

Når vi giver vores sjæl et åndehul, vil vi samtidig opleve, at vi kommer til at føle os lettede og mere frie. Det kan være, at vi i første omgang vil føle os blottede - forsvaret er jo faldet i kraft af, at et lag er blevet skrællet væk. Vi vil måske føle, at vi ikke længere har noget velkendt at holde os til - vi har jo ændret os. Ja, vi har flyttet vores bevidsthed omkring os selv, og ego står og vifter med arme og ben og river sig i håret, fordi dens beskæftigelse gennem lang tid er blevet taget fra den - nemlig det, som det er allerbedst til: at kværne rundt i hovedet og fortælle os, at vi ikke er gode nok, og hvis vi bare fortsætter som hidtil, så vil alt en skønne dag blive godt!

Her er det vigtigt, at vi husker at tage vores hjerte i hånden, at tage vores sjæls udstrakte hånd og lade den guide os. I stedet for at klamre os til det velkendte mønster i vores søgen efter "tryghed" og af angst for at mærke smerte, skal vi have tillid til, at vores hjerte er kærlighed - ubetinget kærlighed til os selv - og vil lede os på rette vej. For har vi ikke også mærket smerte, mens vi byggede lag på lag og gemte vores sjæl bag tåger af tunghed? Det "geniale" ved at følge sit hjerte er, at en stor del af lagene er "biprodukter" af det første lag, som er kommet på i tidens løb. Det er som nogle ekstra tillæg til overskriften, og virker som en nedadgående spiral, der er med til at trække os nedad, så vi kommer længere og længere væk fra os selv og det, vores hjerte indeholder. Hvis vi for eksempel ikke er gode nok til at modtage omsorg, så er vi da heller ikke gode nok til modtage accept fra andre eller vi er ikke gode nok, medmindre vi er på en bestemt måde, og sådan dannes ringene, som ringe i vandet. Så når vi kommer ind til kernen og årsagen til, at vi har fornægtet os selv glæden og livet, så vil mange af tågerne lette helt automatisk, fordi der ikke er brug for dem mere. Vi behøver ikke længere at gemme os for vores indre drømme, og stille og roligt vil vi opleve os selv blive den person, vi altid har ledt efter og søgt at være. Vi kan med sikre og stolte skridt begynde vores rejse væk fra den afgrund vi har kredset om og kendt så længe. Vi kan sige farvel til den mørke tåge og drage mod livet. Vi kan være stolte af os selv for alt det vi har været igennem og for, at vi er kommet så langt. Vi har jo faktisk været stærke og modige! Vi har overlevet og nu kan vi begynde at leve hele livet. Vores sjæl kan ånde, og jo mere vi lader den trække vejret, jo mere lader vi os selv komme til udtryk. Vi kan komme tættere på vores inderste jeg og sige farvel til det "jeg", som vi har ladet os begrænse af. Pludselig en dag vil vi opleve, at vi springer op af stolen, vi jubler, vi griner - vi kan sige til vores spejlbillede: "Jeg elsker dig for den du er!".

Tag din sjæl ved hånden og lad den blive din tro følgesvend. Giv dit ego en ny opgave - i stedet for at lade det skabe uhensigtsmæssige, negative tanker om dig selv, så prøv at sætte dit ego til at værne om dit indre lys. Sig, at det skal sørge for, at flammen i dig aldrig går ud, at lyset i dine øjne skal stråle til dig og hele din verden. Giv dit ego den ordre, at det skal fortælle dig, at du er god nok og mere end værdig til at modtage al den kærlighed, som livet og universet rummer i uendelige mængder! Hvorfor skulle der ikke være noget af den til dig!

Publiceret alternativinfo: 24-11-2001

Relaterede artikler:
At have et godt helbred af Eva Meistrup

Home > Artikler > At drage mod Livet
05-12-2021