I den civiliserede verden hører slidgigt, ledegigt og andre rheumatiske lidelser til en vidt udbredt gruppe af sygdomme, der plager er stor del af især den ældre befolkning. I USA fandt man således ved undersøgelse af en gennemsnitlig gruppe af ældre mennesker, at 75% til 80% af folk over 50 år i varierende grad lider af rheumatiske ledforandringer. Tallet afviger næppe meget fra, hvad man ville kunne finde her til lands. Disse lidelser danner et meget stort indtjeningsgrundlag for den farmaceutiske industri; men da de har været kendt og frygtet gennem århundreder findes der også traditionelt overleveret mange forskellige former for naturmedicin og alternative metoder, der tidligere op gennem historien var folks eneste kilde til lindring og som nu i vore dage i erkendelsen af de farmaceutiske metoders utilstrækkelighed og farlighed danner basis for en omfattende og meget afslørende forskning, der i vid udstrækning har bekræftet den ældre folkemedicins iagttagelser. En del af de midler, der nævnes i det følgende, er således hentet fra disse folkelige traditioner, i Vest som i Øst. Gigt er en gammel betegnelse for ledlidelser. Artritis er græsk for ledsygdom. Rheuma er også græsk og ifølge gamle medicinske teorier benævnelsen for et slags omvandrende sygdomsstof. Der findes mange slags rheumatiske lidelser og mange forskellige diagnostiske betegnelser. Her skal vi kun omtale de tre mest almindeligt forekomne. Men vi skal samtidig være opmærksomme på, at de ofte vage definitioner og afgrænsninger giver mulighed for mange fejldiagnosticeringer. Vitaminmangel, tungmetalforgiftning, allergi, fluorforgiftning, mineralmangel og mange andre tilstande tolkes ofte som rheumatiske lidelser. Uanset hvilken behandlingsform man benytter, er præcis definitiv diagnose - ved hjælp af røntgen, blodprøver, allergisk testning, tungmetalanalyse med mere - et absolut krav. I denne tekst skal vi komme ind på slidgigt, ægte ledegigt og podagra. Uanset type og årsag bliver de rheumatiske sygdomme i det lægekonventionelle regi i vid udstrækning behandlet med de samme mediciner. Det er på tide at tage disse nærmere i øjesyn og sammenligne dem og deres virkninger med de alternative midler, der står til rådighed. NSAID er den engelske forkortelse for non-steroidal anti-inflammatory drugs; den gruppe af midler, som vi på dansk kan kalde ikke-steroide anti-betændelsesmediciner. De står også i danske lægemiddelhåndbøger rubricerede under NSAID. Bland deres svære bivirkninger er: mave- og tarmlidelser, herunder sår i fordøjelseskanalen, samt hovedpine og svimmelhed. Men en langt alvorligere bivirkning er, at de nedbryder selve det syge led i stedet for at lindre og helbrede det. Aspirin har vist sig at give samme konsekvenser som NSAID´erne. Dette forhold skal ikke blot bedømmes ud fra det perspektiv, at alternative midler i de allerfleste tilfælde kan ikke blot lindre og tilmed også neutralisere lidelsen; men at talrige undersøgelser har bekræftet, at den sygelige aktivitet i ledet i mange tilfælde ubehandlet efter en periode vil ophøre af sig selv. Symptomerne er stivhed, eventuelt smerter i led ved opvågnen og efter hvile, smerter i ledet forværres ved brug af dette, bevægeligheden indskrænkes og man mister efterhånden ledfunktionen. I forløbet opstår ømhed omkring ledet, opsvulmen af det omliggende bløde væv og knirkelyde i selve ledet. Diagnosen foretages fortrinsvis ved røntgenfoto, der afslører bruskdegenerationen. Som årsager til slidgigt regnes - som navnet angiver - slidtage opstået med alderen og overvægt er derfor også en forværrende faktor. Alder betyder antagelig også svigtende evne til at regenererer brusk. Sår, belastninger, betændelser, virusinfektioner eller arvelige abnormiteter kan også spille en rolle. Imidlertid, som ved alle de store civilisationssygdomme, er livsstilsfaktorer af fundamental betydning og overskygger måske samtlige andre årsagsforhold inklusiv alder. Slidgigt viser som regel ingen tegn på betændelse. Et ejendommeligt træk ved sygdommen er, at de meget individuelle smertegrader normalt ikke står i noget forhold til lidelsens sværhedsgrad eller udbredelse. Svær bruskdeformering kan optræde uden at medføre stærke smerter, mens ringere skader kan føre til voldsomme smertebelastninger. Såfremt lidelsen angriber rygraden, vil nedslidning af hvirvellegemernes ledflader og deraf følgende pres på nerverne selvfølgelig forudsigeligt medføre svære smerter. Udfra de givne iagttagelser er det klart, at målet med behandlingen af slidgigt må være primært at lindre og stoppe den sygelige udvikling, sekundært at helbrede det angrebne led. En sådan helbredelse er fra konventionelt synspunkt ikke mulig; men er dog observeret i talrige tilfælde, og de senere års alternative udvikling i teknik og midler, bringer nu dette mål indenfor realistisk rækkevidde. Da overvægt er belastende for alle større led og en forværrende faktor, bør patienten stræbe efter at opnå normal vægt. Mange patienter lider af skjult lav skjoldbruskkirtelaktivitet (hypothyroidisme), hvilket kan være en medvirkende årsag til lidelsen og en forværrende faktor for dens forløb. Udelukkelse af sukker og simple kulhydrater, alkohol, tobak, kaffe og andre stimulanser samt alle former for junk food er del af enhver livsstilssanering; men levnedsmidler, der under normale forhold ikke er belastende, kan være en væsentlig negativ faktor for visse slidgigtpatienter. Dette gælder alle produkter af natskyggefamilien - Solanaceae - først og fremmest tomater, kartofler, auberginer og peberfrugter. Eliminering af disse har for nogle patienter betydet total helbredelse, og alle patienter med slidgigt bør i en længere periode gennemføre en sådan eliminering for at klargøre, om dette er løsningen på deres problem. Orthomolekylært og ernæringsterapeutisk: Vitaminer: Vitamin A - mindst 5000 internationale enheder daglig. Vitamin B-3 - Niacinamid er hovedfaktoren i den i mange år næsten glemte kaufman-kur. Dr. William Kaufman udgav den første bog om sine behandlingsresultater allerede i 1943. Han gav sine patienter 250 mg niacinmid 6 gange dagligt! Undertiden hævede han den samlede daglige indtagelse til 4 gram!! Gennem årene behandlede Kaufman adskillige hundrede patienter og førte meget pertentlige journaler over hele denne aktivitet. Vitamin B-5 - Pantothen har i nogle undersøgelser vist positiv effekt selv i ringe doseringer, men de samlede data er uklare. Dyreforsøg har vist forværringen af slidgigt, når dette vitamin er i underskud. Vitamin B-6 - Pyridoxin har en væsentlig funktion ved at transportere mineraler fra vævsvæskerne ind i cellerne og for aktiveringen af mange enzymatiske funktioner, der også er af betydning for bruskdannelsen. Dosering ikke under 50 mg daglig - antagelig gerne højere. Vitamin C og bioflavonoider: Som ved praktisk talt alle livsstilsbaserede og degenerative sygdomme spiller anti-oxidanter en meget væsentlig rolle i behandlingen. Her kommer C-vitaminet i første række i betragtning, da en af dets hovedfunktioner er opretholdelsen og regenerationen af brusk. Høj indtagelse af C-vitamin beskytter mod sygdommens udbrud og høj indtagelse forsinker også dens forløb. Bioflavonoider spiller en væsentlig rolle for maksimal udnyttelse af vitaimin C. Dette gælder især ved gigtsygdommene da bioflavonoiderne selv i udstrakt grad er betændelseshæmmende samt karbeskyttende og -regenererende. Se også om quercetin under Podagra! Vitamin E i doseringer på mindst 600 internationale enheder daglig har vist sig at have meget positive virkninger på slidgigt på grund af vitaminets funktion som anti-oxidant og dets membranstabiliserende virkning. Vitaminet hindrer nedbrydningen af brusken og fremmer produktionen af bruskkomponenter til ledreparation. E-vitaminet indgår i et biokemisk samarbejde med vitamin C og selén. Mineraler: Zink mangler i almindelighed hos slidgigtpatienter. Zink behøves til reparation af ledbrusk. Benyt Zink Test til at afgøre behov. Dagsdosering op til 30 mg fordelt på måltider. Kobber er også en nødvendig faktor i bruskdannelsen. Dette mineral bør gives i balance med zink 1/8 eller 1/10. Doseringsforslag er 3 mg. Selén er en anti-oxidant og samvirkende faktor til vitamin E. Mangan deltager aktivt i bruskdannelsen. Tilskud på op til 30 mg daglig kan anbefales i balance med andre mineraler. Bor - der i de senere år er blevet indført i behandlingen af knogleskørhed (osteoporose), har siden midten af 70´erne været brugt i Tyskland mod slidgigt. Nyere undersøgelser foreligger også; således én i placebo-regi med en dosering på 6 mg bor daglig, der gav en patientforbedring på 71% mod 10% i placebogruppen; en anden undersøgelse af flere typer rheumatiske patienter og med en dosering på op til 9 mg daglig gav en patienforbedring på 90%. Det rapporteres, at nogle patienter har opnået komplet remission ved hjælp af bor. Enzymer, aminosyrer og lignende: BetainHCI, Pancreatin, Acidophilus etc. Talrige undersøgelser har påpeget, at svigtende fordøjelsesfunktioner kan være medvirkende årsag til en lang række civilisationssygdomme, herunder også gigt og osteoporose. Svigtende mavesyreproduktion hindrer ioniseringen af mineraler og nedbrydningen af proteiner og fiber. BetainHCI - og i mangel af dette ingefær kan afhjælpe denne mangel. Forskellige præparater af bugspytkirtel- og galdeekstrakt samt genetablering af dette bakterielle miljø i tarmen fremmer yderligere optagelsen af de essentielle nutrienter nødvendige for bruskens bevarelse og regeneration. Hajbrusk er selvfølgelig det logiske kosttilskud ved ledsygdomme og andre brusklidelser, idet den indeholder alle de orthomolekylære bestanddele, der rummes i selve brusken. Den voldsomme interesse for Hajbrusk i cancerbehandlingen har i nogen grad overskygget de ikke mindre interessante landvindinger på andre fronter, ikke blot med hensyn til gigtsygdomme, men også ved øjensygdomme, psoriasis, tarmbetændelse, helvedesild og undertiden visse autoimmune lidelser som lupus og dissemineret sklerose. Erfaringen med Hajbrusk synes imidlertid at angive stor afhængighed af der ovenfor omtalte fordøjelsesfremmende tilskud. Da organismens egen bruskproduktion falder med alderen - enten på grund af nutrientmangel eller aldersbetinget enzymsvigt - er en teoretisk acceptabel behandlingsmulighed den at tilføre organismen bruskproduktionenens grundbestandele i håb om, at organismen magter at dem til fornyet bruskdannelse. Dette har været forsøgt gennem mange år med kalve-, kyllinge- og hajbrusk og med bruskens bestanddele som mucopolysaccharider = glukosaminglykaner, chondroitinsulfat og - senest - glukosaminsulfat. Resultaterne har været varierende, men fremadskridende positive, og metoden frembyder i dag de bedste muligheder til dato for egentlig helbredelse af slidgigt. Se også nedenfor under Organisk svovl! Organisk Svovl har i mennskealdre været brugt i forskellige former til behandling af gigt, enten direkte i form af diverse svovlpræparater, eller indirekte i form af hvidløg, løg med mere samt de svovlholdige aminosyrer cystein, methionin og tripeptidet glutation. MSM = methyl-sulfonylmethan, ofte kaldet aktivt svovl, har på det seneste vist meget lovende resultater ved gigtbehandling. Histidin. Et af de bedst udforskede områder i aminosyreterapi er relationen mellem gigt og histidinmangel. Et meget stort antal undersøgelse bekræfter, at dette forhold er så gennemgående, at visse forskere har brugt histidinanalyser af vævene til at afgøre sygdommens intensitet og graden af degeneration. Daglig behandling med 1 g histidin eller mere har forbedret tilstanden målbart med hensyn til gang og gribestyrke. Svært angrebne gigtpatienter er med held blevet behandlet med op til 5 g histidin daglig. S-adenosyl-methionin = SAM er en variant af aminosyren methionin og har vist stor effekt overfor gigt. Undersøgelser omfatter et meget stort patientmateriale, der har modtaget SAM. Virkningen er fremragende. SAM kan skaffes i Tyskland og Italien. Super-oxid-dismutase = SOD har været internationalt kendt i talrige år. Direkte injektion af stoffet i ledene har vist sig effektivt. Der er tivivl om, hvorvidt kosttilskud med SOD har nogen virkning. Di-methyl-sulfon-oxid = DMSO
er
vidt udbredt og benyttet i udlandet, især i USA blandt sportsfolk udvortes mod
muskel- og ledsmerter. Indvortes og som injektion og tilskud har det været brugt med god
virkning mod blandt andet cancer og flere former for gigt. DMSO virker blandt andet ved at
fremme den biologiske udnyttelse af andre stoffer, som det gives sammen med. Plantemidler: Ingefær, grønsag og krydderi af asiatisk oprindelse, gennem årtusinder benyttet i kinesisk og ayurvedisk lægekunst, har allerede i årtier været veletableret i behandlingen af gigt. De talrige substanser, der findes i ingefær, giver mange virkemåder: betændelseshæmmende via moderering af prostaglandinsyntesen, som anti-oxidant, som fordøjelsesfremmende substans, vanddrivende og derfor ødemreducerende, afgiftende, cellebeskyttende, svampehæmmende, cholesterolreducerende og meget mere. Samtidig er ingefær totalt uden bivirkninger; en væsentlig kendsgerning i betragtning af de ofte meget giftige mediciner, som ingefæren viser sig at kunne erstatte. Millioner af jordens befolkning spiser store mængder ingefær - 8 til 10 gram daglig, år ud og år ind! 77% af slidgigtpatienter, der over en længere periode - måneder - har indtaget terapeutiske doseringer af ingefær opnår en grad af lindring. Brug selv 8 til 10 gram ingefær, gerne rå, i den daglige madlavning samt et standardiseret ingefærpræparat på 200 mg 3 gange daglig. Yucca er en centralamerikansk flerårig ørkenplante af liljefamilien, hvis marv i umindelige tider af indianerne er benyttet mod blandt andet gigt. Et udtræk af yucca har i en menneskealder været på markedet og har opnået et godt renommé blandt behandlere. Det aktive stof siges at være et saponin, men virkemåden er uklar. Forskere har argumenteret for, at stoffet blokerer de giftstoffer - endotoksiner - der fra tarmen trænger ud i organismen og hos nogle patienter er årsagen til gigten. Harpago = Djævleklo (Harpagophytum procumbens) er et kendt middel mod podagra, men har faktisk også i mange tilfælde en gunstig virkning på andre gigtformer. Salai guggul = Boswellia serrata er en plante, der i årtusinder har været brugt i ayurveda mod blandt andet gigtlidelser. Det er plantens harpiksligende udtræk - guggul - der benyttes. Præparatet er ved at trænge ind på markedet og har givet lovende resultater. Ginseng har været anbefalet mod alle gigtformer. Det er ikke altid et heldigt valg for svage patienter og folk med betændelseslidelser, der kan blusse op under dets påvirkning. Stadig langtidsindtagelse af ginseng har også hos nogle konstitutioner givet uønskede, undertiden såkaldte mentale, bivirkninger. Ægte lakridsrod og lucerne: Slidgigt hos kvinder involverer antagelig en hormonal faktor. Østriol og østrogen synes at forværre tilstanden; mens fytosteroider der blokerer østrogen-receptorer, lindrer. Mange planter; som for eksempel lakridsrod (Glycyrrhiza glabra) og lucerne = alfalfa (Medicado sativa), der længe har været brugt i behandlingen af slidgigt, indeholder sådanne fytosteroider. Gode fødekilder er også selleri, persille, soyabønner, fennikel, nødder, æbler og fuldkorn. Gurkemeje (Curcuma longa) og curcumin er af indisk oprindelse. Den stærkt gulfarvende rod er beslægtet med ingefær og en standardkomponent i karryblandinger. Farvestoffet og det biologisk aktive udtræk af gurkemeje er curcumin. Stoffet er en anti-oxidant, der afgifter og læger tarmen og er betændelseshæmmende. Sammenlignende undersøgelser har vist, at dette stof er lige så effektivt betændelseshæmmende som prednison og lægemidlet phenylbutazon, men i modsætning til disse ganske uden bivirkninger. Curcumin hæmmer de uønskede elukotriener og thromboxaner, stimulerer binyrerne og fremmer derved kroppens egenproduktion af naturligt kortison. Curcumin tages i doseringer på 400 til 600 mg 3 gange daglig, men ikke med måltider. Biotilgængeligheden er ikke god, men fremmes, når stoffet tages sammen med bromelain på tom mave cirka 20 minutter før et måltid. Curcuminpræparater sælges i udlandet indkapsuleret i en base af lecithin, fiskeolie eller umættede fedtsyrer, hvilket også fremmer biotilgængeligheden. For at opnå en dosering af curcumin svarende til den her angivne skal man efter sigende spise 8 til 60 gram gurkemeje daglig, hvilket ville blive for meget selv for en inder. Men inderne og andre asiater har i ringere mængde indtaget denne rod dagligt i årtusinder. Bromelain er et proteinfortærende enzym hentet fra den centrale marv i den umodne ananas. Det er effektivt betændelseshæmmende og - i modsætning til mange af de mediciner, der bruges mod podagra - aldeles uden bivirkninger. Der findes ikke nogen publicerede videnskabelige undersøgelser om brugen af bromelain mod podagra; men det har med succes været brugt og anbefales af behandlere i mere end en menneskealder. Bør tages efter behov mellem måltider. Sygdommen, der også betegnes rheumatoid artrit - ofte forkortet RA, hvilket benyttes i denne tekst - er en kronisk betændelsestilstand, der påvirker hele organismen, især dog ledene. Den begynder ofte med svær træthed, vægttab, stive led, der senere smerter og bliver opsvulmede. Begyndende i de små led øges smerten og breder sig til praktisk talt alle kroppens led, der udvikler varme, mens den omliggende hud antager et rødligt skær. Under det videre forløb deformeres og forkrøbles ledene. Røntgenfoto afslører bruskdegenerationene, opsvulmen af bløddele og forsnævring af ledhulen. Væsentlig for diagnosen påvisningen af RA-faktoren i blodet. Op mod 3% af befolkningen angribes af denne sygdom, som regel i alderen mellem 20 og 40, og der er 3 gange så mange kvinder som mænd blandt patienterne. Forskningen og teorierne vedrørende denne sygdom har beskræftiget sig med arvelige faktorer, livsstil og kost, abnorme tarmorganismer og tarmvæggens gennemtrængelighed samt fødeintolerans og allergier. En specifin genetisk faktro - HLA-DRw4 - forekommer langt oftere hos disse patienter end i den øvrige del af befolkningen. Dette gør imidlertid ikke denne lidelse til en arvelig sygdom, da mange bærer på denne arvefaktor uden at pådrage sig rheumatisk artritis. Selv om der utvivlsomt indgår flere faktorer i årsagskæden, står vi her klart overfor en karakteristisk auto-immun sygdom, hvor der dannes antistof mod komponenterne i patientens egen brusk. Dette kan skyldes én hovedårsag eller et samspil af flere faktorer. Alle auto-immune sygdomme vil fra et naturopatisk synspunkt indeholde træk, der begrunder mange af de samme behandlingsformer uanset lidelsernes ydre forskelligartethed. Man har iagttaget en interessant sammenhæng mellem RA og abnorme tarmforhold. Patienterne udviser gennemsivning af tarmvæggen - i engelsk litteratur kaldes permeabel gut syndrome, forkortet PGS eller benævnt leaky gut. Indsivning fra tarmen af bakterier og svamp samt disses stofskifteprodukter plus fermenter og fraktioner af fødeevner provokerer alle immunsystemet til dannelse af antigen/antistof immunkomplekser. Antistof dannet med henblik på at modarbejde for eksempel mikrober kan således blive koder, så det også reagerer aggressivt på bestanddele i brusken. På denne måde vil patientens eget immunsystem komme til at angribe patientens eget kropsvæv. Videnskaben finder stadig flere eksempler på denne form for sygdomsårsag - den auto-immune model. Antistof overfor bakterier som salmonella, campylobacter og shigella kan således krydse over og angribe kollagenstrukturer. Epstein-Barr virus, der er den skyldige mikrobe i mononukleose, har også været på anklagebænken i denne sammenhæng, men er nu i nogen grad forladt af forskerne. Imidlertid er der næppe nogen enkelt mikrobe, der kan udpeges som årsagsfaktoren ved RA. Snarere drejer det sig om et samspil af mikrobielle faktorer. Yderligere har mange RA-patienter en abnorm overvækst af bakterier i tyndtarmen, og denne overvækst har vist sig at være proportional med symptomernes sværhedsgrad. Konventionel behandling af RA er ikke helbredende, ikke særligt effektivt og på længere sigt ofte farligere end selve sygdommen. Aspirin er i lidelsens første faser det mest benyttede middel til lindring af smerter og betændelse. Langstidsbehandling med denne medicin i de store doser, der ofte er nødvendige for at fremkalde lindring, medfører imidlertid tit svære bivirkninger i form af for eksempel tinnitus og fordøjelsesproblemer. Mediciner af typen NSAID bruges også. Som nævnt andetsteds - se under slidgigt! - fremmer disse midler på længere sigt selve sygdomsprocessen. Ved RA øger de gennemsivningen fra tarmen, der er en væsentlig faktor for den øgede auto-immunitet. I USA har man beregnet, at NSAID årligt medfører 2.600 dødsfald alene blandt RA-patienter. Skønt forskerne gennem mange år har advaret læger mod langtidsbrug af både NSAID´erne og kortisonpræparater på grund af de svære bivirkninger, benyttes begge stadig kontinuerligt og i stor udstrækning over lange perioder. NSAID-skaderne er kendte og allerede omtalt i denne tekst. Kortisonskaderne er knogleskørhed, svækkelse af binyrer, Cushings syndrom, ødem, søvnløshed, psykose, impotens, grå og grøn stær og diabetes - samt meget mere! Det lyder måske ikke væsentligt oven på denne liste, at kortisonmedicinering også sænker blodets indhold af DHEA, med mindre man samtidig gør opmærksom på, at dette hormon allerede er i underskud hos RA-patienter og ved denne form for behandling kommer i yderligere kritisk underskud. DHEA-tilskud har vist sig gavnlige ved en række alvorlige auto-immune lidelser, herunder lupus, og bruges nu mange steder med gunstige resultater også mod RA og cancer. DHEA er forbudt i Danmark. Når de aggressive lægekonventionelle metoder svigter, griber man til endnu mere aggressive midler som kemoterapi - for eksempel i form af methothrexat. Disse midler er så giftige, at de kræver andre mediciner til at modvirke bivirkningerne, og patienten er snart gidsel i et kemisk kaos. En langtidsundersøgelse har vist, at efter en 20 års periode på konventionel medicinsk behandling var kun 18% af patientgruppen i stand til at leve en normal tilværelse, mens de fleste patienter enten var døde - nemlig 52% - eller svært forkrøblede - svarende til 19%. De fleste dødsfald havde tydelig relation til sygdommen og dens behandling. I modsætning hertil har bredspektret holistisk terapi med radikal livsstilssanering vist sig gennem mange år at være i stand til totalt at fjerne alle sygdomstegn og tillade patienterne at leve et helt normalt og aktivt liv. Det har i menneskealdre været en kendt sag, at RA i lighed med de andre civilisationssygdomme er mindre udbredt i områder og befolkninger, der stadig er underlagt en såkaldt "primitiv" kost- og livsstil. De voldsamme udbrud af RA forekommer fortrinsvis i egne og grupper med såkaldt "vestlig" livsstil, karakteriseret ved stor indtagelse af sukker og simple kulhydrater, mættet dyrisk fedt og margarine, kød, kaffe, tobak, alkohol, læskedrikke og generelt industrialiserede levnedsmidler og drikkevarer med alskens salgs tilsætningsstoffer. Den fundamentale fremgangsmåde i orthomolekylær behandling af RA består først og fremmest af en overvejende vegetarisk kost, fjernelse af substanser, der forvolder allergi eller intolerans, justering af fedtstoffer og essentielle olier og øget indtagelse af antioxidanter. Eliminering af fødeintolerans og -allergi har vist sig at være et effektivt våben mod RA og har i realiteten ført til helbredelse for en hel del patienter. De fødevarer, der oftest forvolder skaden, er hvede, mælk og mejeriprodukter, majs, oksekød og planteføde af natskyggefamilien - for eksempel kartofler, tomater, auberginer og peberfrugter. Det er gavnligt at indlede sin nye kostplan med nogle få dages grønsagssaftfaste; men kun hvis patientens konstitution tillader det. Aggressiv faste kan ikke anbefales. Fordelen ved saftfaste er en delvis reduktion af de mange uønskede substanser i fordøjelseskanalen. Fasten kan også danne grundlinie for en fødeallergitest, hvor man hver anden dag genindfører et fødeemne, der er under mistanke - for eksempel et af de ovenfor nævnte - og derefter iagttager reaktionen de næste 48 timer. Det er her væsentligt at erindre, at mange fødeallergiske reaktioner indfindes sig med betydelig forsinkelse. Hvis et RA-symptom under dette forløb genopstår, fjerner man dette fødeemne fra kosten i mindst en uge, inden det atter genindføres. Hvis det ved genindførelsen atter forårsager samme reaktion, fjernes det permanent fra kosten. En opfølgningsundersøgelse over denne behandlingsmodel foretaget et år efter vister, at alle patienter, der havde opnået resultater med behandlingen, stadig fulgte deres kostplan. De allerfleste af dem var enten i total remission eller bemærkelsesværdig bedre almentilstand. Analyse af tarmflora fra afføringen hos patienter, der fulgte tilsvarende behandlingsforløb, afslørede også en betydelig generel reduktion af abnorme mikrober og deres stofskifteprodukter i trit med bedringen i patientens tilstand. Disse undersøgelser har været tilstrækkeligt omfattende til at yde uomtvistelige statistiske resultater. Sådanne afsløringer medører naturligvis fornyet interesse for fordøjelsesprocesserne hos RA-patienter. Det har længe været erkendt, at dårlig fordøjelse ofte plagede disse patienter og at de producerede for lidt mavesyre og ringe mængder af galde og fordøjelsesenzymer. Ufordøjede eller delvist fordøjede fødeemners passage gennem eller oplagring i fordøjelseskanalen fremmer sygdomsprocesser. Det er derfor god terapi at tilføre de manglende fordøjelsesfaktor, stimulere mavesyreproduktionen, reducere mængden af fejlfordøjede fødeemner og fremme normal regelmæssig afføring. Hertil bruges ingefær og andre urter, BetainHCI, pankreasudtræk, bromelain, curcumin, galdepræparater og rigeligt rent drikkevand. Udover at medvirke til bedre fordøjelse yder disse tilskud også andre fordele. De proteinopløsende enzymer fra bugspytkirtlen reducerer det meget høje antal af immunkomplekser, der cirkulerer i organismen hos alle auto-immune patienter. Dette gælder ikke blot for RA, men til eksempel også for lupus, sklerodermea, dissemineret sklerose, Crohns sygdom og AIDS. De gennem mange år meget omtalte og debatterede essentielle flerumættede fedtsyrer spiller også en væsentlig rolle, når det gælder RA. Det er nu en kendt sag, at justering af fedtstofindtaglse meget væsentlig påvirker betændelsestilstande, at mættet dyrisk fedt og transfedt fremmer disse, mens omerga-3 fedtsyren EPA - forkortelse fore eicosa-pentaén-syre - reducerer dem. Mættet dyrisk fedt fremmer dannelsen af de "farlige" prostaglandiner og øger mængderne af betændelsesfremmende archidonsyre og leutriéner. Men fedtstofferne konkurrerer om optagelse i organismen, så en reduktion af dyrisk fedt og samtidig øget indtagelse af fede koldtvandsfisk med et højt indhold af EPA vil fremme konkurrerenceevnen for de sidste, og dermed hæmme betændelsestendensen. En rimelig høj indtagelse af koldtvandsfisk yder også en grad af beskyttelse mod RA, som det fremgår af undersøgelser af rimeligt store befolkningsgrupper. Fiskeindtagelsen behøver ikke nødvendigvis at være stor. Fisk som hovedret 2 eller 3 gange om ugen gør en væsentlig forskel. Det må derfor konkluderes, at en langtidskostplan for RA-patienter i princippet er overvejende vegetarisk, men også rummer en rimelig mængde koldtvandsfisk. Blandt vegetabilske kilder til omege-3 fedtsyrer er koldpresset hørfrø nummer ét. Kliniske undersøgelser af hørfrøolie sammenlignet med fiskeolier har giver forvirrende data. Kommercielle fiskeolier har vist sig ofte at være delvis oxiderede - altså harske - og derfor ikke blot ineffektive, men potentielt belastende og blokerende for anti-oxidantaktivitet. Derfor skulle de ofte mere beskyttede hørfrøolier i princippet være bedre. Men i sammenlignenede studier med fiskeolier har de ofte vist ringere virkning; måske fordi hørfrøolien manglede samvirkende faktorer - først og fremmest zink - for at kunne fungere. Yderligere kommer spørgsmålet om en anden essentiel, flerumættet - og konkurrende! - olie nødvendigvis på tale: omege-6 fedtsyren. Mange undersøgelser har ikke taget højde for, hvor meget omega-6 der i løbet af undersøgelsen blev indtaget gennem kosten og dermed hvor meget der var med til at konkurrere med optagelsen af omega-3. Naturligvis er sådanne undersøgelser ikke særligt brugbare. Det er hævdet at omega-6 også skulle have en betændelseshæmmende effekt, men de undersøgelser, der skulle påvise dette, er behæftede med væsentlige fejl. Blandt andet modtog patienterne stadig deres betændelseshæmmende mediciner under hele undersøgelsens forløb! Nyere analyser tyder på, at omega-6 faktisk har den stik modsatte virkning - altså er betændelsesfremmende. Dette ville også udfra biokemisk logik være langt mere forventeligt. Imidlertid er begge omega-syrer livsnødvendige, og det er svært under normale forhold at afgøre, hvilken balance mellem dem, der er den rette. Langt sværere bliver det, når vi taler om balancen under sygelige tilstande som RA, og spørgsmålet må derfor foreløbigt stå hen som ikke fyldestgørerende afklaret. Så meget kan dog siges: Det er forsvarligt med henblik på forbedring af RA-tilstanden i en længere periode at prioritere omega-3 i behandlingsprogrammet ved at inkludere fed fisk, nogen hørfrøolie og de nødvendige samvirkende nutrienter. Anti-oxidanter yder en væsentlig beskyttelse mod udviklingen af RA. RA-tilfælde, der havde været registrerede bloddonorer, blev til sammenligning hver modstillet med en kontrolgruppe på 4 andre donorer med generelt samme profil - køn, alder, social status etc. Ved sammenligninger mellem de tidligere registrerede data, fandt man, at de senere RA-patienter allerede mange år forud havde haft betydeligt lavere serumværdier af A- og E-vitamin samt beta-karoten end donorerne i kontrolgruppen. Anti-oxidanter bør i første række hentes fra kosten - først og fremmest frisk frugt og frønsager - samt gennem kosttilskud. Orthomolekylært og ernæringsterapeutisk: Vitaminer: Vitamin B-3 - Niacinamid - se under Slidgigt! Vitamin B-5 - Pantothen. Blodkoncentrationen af dette vitamin er lav hos RA-patienter, og ved lave koncentrationer er sygdomsaktiviteten tilsvarende øget. Øget indtagelse har medført lindring af sygdommen. Anbefalelsesværdig dosering til RA-patienter kan i perioder være oppe på 2 gram = 500 mg 4 gange daglig. Vitamin B-6 - Pyridoxin er ansvarlig for transport og biotilgængelighed af mineraler i organismen og bør derfor holdes på et rimeligt højt leje. Vitamin C og bioflavonoider: C-vitaminindholdet i de hvide blodlegemer - leukocyterne - er hos RA-patienter lavt. Tilskud af vitaminet øger indholdet, øger produktionen af SOD og hæmmer betændelsesaktiviteten. Se også om dette vitamin under Slidgigt! Dagsdosering 3 gram eller mere på fordelte doser sammen med maden. Vitamin E er ikke blot en nødvendig beskyttende anti-oxidant for flerumættede fedtsyrer som omega-3, men også en beskyttende faktor for kroppens andre fedtstoffer, herunder blandt andet cellemembraner. Man bør ved RA indtage mindst 400 til 800 enheder naturligt E-vitamin dagligt. Se også nedenfor under selén! Mineraler: Zink er - sammen med kobber - co-faktor i det anti-oxiderende enzym superoxiddismutase- almindeligvis forkortet SOD -der er kraftigt betændelseshæmmende. Det har yderligere talrige andre funktioner omtalt andetsteds. Kosttilsud i form af zinkpikolinat eller zinkcitrat bør foretrækkees på grund af overlegen biologisk tilgængelighed. Dagsdosering ikke under 60 mg. Kobber er traditionelt blevet brugt til armbånd og fingerringe som et folkemedinsk middel mod RA. Denne praksis er blevet genoptaget i de senere årtier og undersøgelserne synes at dokumentere en vis virkning. RA-patienter har ofte lave kobberværdier, og tilskud kan eventuelt være nødvendige. Imidlertid må man holde sig for øje, dels at kobber bør gives i en 1/8 eller 1/10 balance med zink, dels at det ved ophobning kan afgive kaskader af frie radikaler. Tvivl om berettigelsen af tilskud bør afgøres ved mineralanalyse. Kobber er antagonist til zink, men samtidig også samvirkende, specielt i enzymet superoxiddismutase - almindeligvis forkortet SOD. Se under zink ovenfor! Kobbersalicylat er ikke en orthomolekylær substans, men en form for aspirin. Til korttidsbehandling kan den have visse fordele for RA-patienter i forhold til almindelig aspirin. Hajbrusk og bruskkomponenter. Se ovenfor under Slidgigt! Svovl, organisk svovl, aktivt svovl = MSM = methyl-sulfonyl-methan, aminosyrerne Cystein, methionin og tripeptidet glutathion. Se under Slidgigt! - også for Di-methyl-sulfon-oxid = DMSO og S-adenosyl-methionin = SAM Selén er i underskud hos RA-patienter. Selén spiller en væsentlig rolle ikke blot samvirkende med vitamin E, men også som co-faktor i det anti-oxiderende enzym glutathionperoxidase. Dette enzym er af største betydning i bekæmpelsen af betændelser ved at hæmmen dannelsen af prostaglandiner og leukotriener. Da frie radikaler, peroxider, leukotriener med mere er ansvarlige for vævsdestruktionen ved RA, vil selénmangel yderligere forværre denne situation. Organisk selén - 200 til 400 mikrogram daglig - kombineret med naturligt vitamin E bør foretrækkes som kosttilskud. Mangan. Værdierne hos RA-patienter er lave og det samme gælder for enzymet mangan-SOD - af forskellig struktur fra almindelig SOD. Mangan-SOD kan ikke optages som kosttilskud, men har i form af injektioner hjulpet RA-patienter. Der er god basis for at give patienterne mangan,da noget tyder på, at de selv ofte ikke er i stand til at oparbejde mangan-SOD. Iøvrigt har mineralet også mange andre funktioner i organismen. Dosering: 10 mg. Flerumættede fedtsyrer: EPA / GLA: Se omtalen i teksten ovenfor. Forslag; EPA alene i doser på 2 gram daglig eller én spiseskefuld hørfrøolie. Hormoner: De-hydro-epi-andro-steron = DHEA. Dette hormon har i de seneste år nydt godt af en intens forskning og megen bevågenhed, da det tegner til at kunne læse mange sygdoms- og degenerationsproblemer. Der findes en omfattende litteratur om emnet. DHEA-værdier er altid lave hos RA-patienter - og endnu lavere, såfremt disse patienter har modtaget kortisonbehandling! Hormonet er forbudt i Danmark og import kan medføre bøde. Doseringen er 50 til 200 mg daglig. Enzymer, aminosyrer og lignende: BetainHCI, Pancreatin, Acidophilus etc. - se under Slidgigt! Urter: Ingefær - se ovenfor under Slidgigt. - 85% af RA-patienter, der over en længere periode - måneder - har indtaget terapeutiske doseringer af ingefær, opnår en væsentlig grad af lindring. RA-patienter opnår måske de beste resultater med frisk ingefærsaft, da denne indeholder et proteinopløsende enzym i lighed med bromelain. Men det er klogt at kombinere med standardiserede kosttilskud. Yucca og Harpago = Djævleklo (Harpagophutum procumbens) - se under Slidgigt! Ginseng - se under Slidgigt! Ægte lakridsrod - 2 til 4 gram af den tørrede rod. Gurkemeje (Curcuma longa) og curcumin samt Bromelain - se under Slidgigt! Skønt denne lidelse oftest omtales sammen med andre gigtlidelser, adskiller den sig både i årsager, symptomer og behandlingsforløb meget fra disse og bør derfor omtales og beskrives separat. Podagra angriber ofte tilsyneladende pludselig og akut med svære smerter, i halvdelen af alle tilfælde lokaliseret til det første led i storetåen. Årsagen kan erkendes som en høj koncentration af urinsyre i blodplasmaet, der udfælder urinsyrekrystaller i selve ledkapslen eller ledkapslerne. Urinsyrekrystaller kan også lokaliseres i og omkring ledene i ben og arme og i knogler, brusk, bløddele og andre væv og organer. Udfældningen af urinsyre kan også føre til urinsure nyresten og ubehandlet medføre nyresvigt. Perioder uden mærkbare symptomer veksler med meget smertefulde akutte anfald, der kan medføre feber, kuldegysninger og betændelser. Det første anfald udløses som regel af umådeholden indtagelse af alkohol eller mad - måske med højt purinindhold - kulde, shock, stress, medicin eller anden forgiftning. Podagra er måske i højere grad en nogen anden lidelse en livsstilssygdom, der effektivt kan forebygges og i de allerfleste tilfælde også helbredes ved at ændre kost, øge væskeindtagelse og ændre vaner og aktiviteter. Ofte kan de skyldige substanser indentificeres som purinrige fødeemner - kød, især organkød, gær og fjerkræ; men også ansjoser og sardiner, sild og makrel samt skaldyr. Medvirkende faktorer er alkohol, fedt og simple kulhydrater. De fleste podagrapatienter er overvægtige, lider af højt blodtryk og har blodsukkerproblemer - hypoglykæmi eller diabetes. Lægekonventionel behandling: Den mest benyttede medicin, Colchicin, oprindeligt hentet fra planten Høst Tidløse, også kaldt Nøgne Jomfruer (colchicum autumnale) og senere fremstillet syntetisk, stopper betændelser, men har ingen indflydelse på urinsyrekoncentrationen. Indenfor 12 timer opnår 75% af podagrapatienter en symptomatisk lindring ved hjælp af denne medicin; men mange kan ikke indtage den ordinerede dosering på grund af efterfølgende bivirkninger, i første række mave/tarmproblemer. Medicinen kan også forårsage kramper, hæmning af åndedrættet, hårtab, depression, nedsat knoglemarvsaktivitet, leverskader og - død! Andre betændelseshæmmende mediciner benyttes også ved akutte anfald, hver med deres bivirkninger. Nogle læger - ældre læger, der følger tidligere generationers praksis og yngre, der har vendt sig mod gældende fremgangsmåder - benytter dog i større eller mindre grad livsstilssanering, kostregulering og vægttab samt undgår de erkendte faktorer, der kan provokere et anfald. Dette, sammen med den alternative behandlers tilskud af nutrienter og urter kan i de fleste tilfælde faktisk helt eliminere denne sygdom. Orthomolekylært og ernæringsterapeutisk: Vitaminer: Vitamin C. Nogle er af den opfattelse, at man bør neddosere dette vitamin ved podagra. Bekymringen er forståelig; men jeg har svært ved at se, at underskud af den så væsentlig nutrient på længere sigt kan være anbefalelsesværdig. Jeg ville i alle tilfælde lade det komme an på en afprøvning af det individuelle tilfælde. Vitamin E bør indgå i behandlingen af podagra, da det er med til at hæmme produktionen af de betændelsesprovokerende leukotriener og samtidig beskytter de umættede fedtsyrer, der også indgår i behandlingen. Folinsyre har vist sig nyttig i behandlingen, da det hæmmer enzymet xanthinoxidase, som er medansvarlig for produktionen af urinsyre. Meget store doser af folinsyre - 10 til 40 mg daglig - er blevet foreslået mod podagra. Selv om en sådan indtagelse efter alt at dømme er langt mere effektiv og mindre risikabel end de mediciner - som for eksempel allopurinol, der almindeligvis bruges som xanthinoxidasehæmmer - føler mange, at de endegyldige data til at understøtte denne behandlingsform endnu ikke er tilvejebragt. Imidlertid, mindre doser som bestanddel af et samvirkende program kan også have sin virkning. Alanin og Glysin er aminosyrer, der nedsætter urinsyrekoncentrationen i blodet og derfor kan modvirke anfald af podagra. Flerumættede fedtsyrer: Omega-3 og EPA: Se under ægte ledegigt! Urter: Harpago - Djævleklo (Harpagophytum procumbens) er måske det mest kendte traditionelle urtemiddel mod både - og især - podagra og andre gigtformer. Den virker ofte meget hurtigt og kan derfor med fordel bruges i akutte tilfælde sammen med rigeligt godt drikkevand. Den opløser og nedbryder urinsyre, reducere blodcholestrerol, virker smertestillende og betændelseshæmmende. Kirsebær har i menneskealdre været et kendt og effektivt folkemedicinsk middel mod podagra. Indtagelsen af 250 gram friske eller henkogte økologiske kirsebær reducerer urinsyre og hindrer anfald. Bioflavonerne i kirsebær såvel som i blåbær og tjørnebær hæmmer dannelsen af leukotriener og hindrer derved betændelsesprocessens nedbrydning af bindevævet. Quercetin er et bioflavonoid, der hæmmer kroppens dannelse af urinsyre og samtidig modvirker betændelse. 200 til 400 mg tages sammen med bromelain. Publiceret alternativinfo 1999 Se også: Home
> Artikler > Gigt |
|
|||||||||||
.gif){kind=small}
Følg os på Facebook